skaffet den respect-indgydende Krigsmagt til Veje, som i tidligere Dage, thi Ledingsvæsenet i Norge, der endnu var i sin gamle Skik, svarede ikke længer til de Fremskridt, som andensteds vare gjorte i Skibsbyggeriet og Skibenes Udrustning, og det var saa langt fra, at Ledingsskibene nu vare flere og større end før, at de snarere endog, siden Mandedøden, vare færre og mindre. Kong Magnus havde saaledes selv nylig, førend han indstillede sig i sit Fangenskab, tilladt Indbyggerne af Sandins Skibrede paa Vestfold at bygge sig et mindre Landvernskib end før, paa Grund af Affolkning[1], og man kan neppe tvivle paa, at flere lignende Tilladelser have været givne. Vi ville derfor ogsaa snart see, at man ganske forlod det hele System. Dette var desuden allerede forladt af dem, hvis Skibe forhen udgjorde Kjernen af den kongelige Krigsstyrke, Sysselmændene og Hirdmændene; de holdt ikke længer egne Krigsskibe; dette, kan man sige, var ophørt med Lendermandsverdigheden, og Huustropperne, forsaavidt de fandtes, bestode nu kun af Landtropper, med hvem man ikke skulde udrette stort mod de fjendtlige Skibe, der landede hist og her, hvor man mindst ventede det, og formodentlig havde herjet fra sig, førend der kunde komme Krigsstyrke nok tilstede for.at jage dem bort. Derhos har vel Kong Haakon nu især været optagen af de svenske Anliggender, og Længselen efter at befrie sin Fader. Man veed ikke engang rigtigt, hvor han var, eller hvad han tog sig til i hele den første Halvdeel af 1368. Sandsynligviis har han vel opholdt sig paa eller ved Baagahuus, eller maaskee endog i Vestergøtland. Allerede i Juni synes det, som om han har gjort Stilstandsforslag, thi Stæderne gave paa en Hansedag i Lübeck den 29de Juni sine Befalingsmænd den Ordre, at om noget saadant fra hans Side blev foreslaaet, da skulde de henvise ham til Kong Albrecht. Imidlertid blev dog ej længe derefter en kort Stilstand sluttet indtil det følgende Aars Paaske. Paa Hansedagen i Wismar den 10de August blev det bestemt, at enhver af de Deputerede skulde melde dette for sine Medborgere, med de Tillæg, at man i den Tid ikke maatte gjøre Kongen eller hans Undersaatter nogen Fortred, men at dog al Skibsfart til Norge fremdeles var forbudt, og at man tillige skulde melde dette til Kjøbmændene i Flandern og England. Der aftaltes og, som man af Forhandlingerne paa det samme Møde kan see, en Sammenkomst i Øresund mellem Kong Haakon og Afsendinger fra de tydske Befalingsmænd; kunde man da end ikke bringe noget venskabe-
- ↑ Brevet er i det foregaaende omtalt S. 766; Kongen bevilgede her, at man istedetfor et Skib, hvis Kjøl var 20 Alen langs Græsset som for „medens der var Folk nok“, nu maatte lade sig bygge et med 16 eller 17 Alen lang Kjøl. Dipl. N. II. 385.
