nederlandske Stæder samtidigt holdt et lignende Møde og vedtaget det samme. Man enedes nærmere om hver enkelt Stads Skibe- og Troppe-Contingent, og besluttede ligeledes, at der skulde kunne lejes Skibe i Flandern for at gaa til Bergen og bringe de derværende Kjøbmænd og deres Gods i Sikkerhed. Flandern var nemlig neutralt, og dets Skibe kunde saaledes, selv efter Krigens Erklæring, have Adgang til Norge. Paa lignende Maade skulde Rostockerne istedetfor et tyve Lesters Skib kunne sende to, hvert paa tolv, et til Oslo og et til Tunsberg. Det er forresten besynderligt nok, og tyder paa, at man enten forudsatte en overvettes Humanitet fra norsk Side, eller at Tydskerne allerede maa have spillet Mester i Stæderne, naar man saaledes i god Ro kunde raadslaa om at skaffe Kjøbmændene og deres Gods bort, uden at frygte for, at Nordmændene skulde legge Hindringer i Vejen, tilegne sig deres Gods som lovligt Bytte, og anholde dem selv som Krigsfanger eller Gisler. De Engelske og Flandrerne skulde iøvrigt varskoes om ikke at besøge Norge og Danmark, eller bringe dem Vaaben og Fødevarer. Sagen var nok egentlig den, at man frygtede, at disse Nationers Kjøbmænd kunde benytte sig af Krigstilstanden for at tilvende sig den indbringende Handel. Der blev ogsaa truffet andre særlige Foranstaltninger til Forbundets Befestelse og Bortryddelsen af enkelte Vanskeligheder, der ideligt synes at have reist sig formedelst Deeltagernes Mængde og forskjellige Vilkaar. Charakteristisk, og betegnende de Pengehensyn, som altid ledede disse snue og forsigtige Handelsmænd, er den Bestemmelse, som blev tagen angaaende Forbundet med Fyrsterne. Der skulde meldes dem, at man ønskede, at en Dag, der var aftalt med Danekongen til Kyndelsmisse, maatte blive holdt, „thi da skulde han udbetale Stæderne en stor Erstatningssum“. Meningen var altsaa den, at de vilde lade som ingenting var, og forebygge at Valdemar fik noget Nys om, hvad der var paaferde, indtil de havde faaet hans Penge; siden kunde det bryde løs! Jyderne skulde Fyrsterne see at holde i Ro indtil Paaske. Og hvis Fyrsterne havde Betænkeligheder ved at indgaa Forbundet alene paa eet Aar, stemte Lübeck, Wismar, Rostock og Stralsund for at det skulde indgaaes paa tvende; de øvrige Deputerede vovede ikke at afgjøre dette paa egen Haand[1].
Ej længe efter blev Forbundet mellem Fyrsterne indbyrdes, saavelsom imellem dem og de misfornøjede jydske Herrer, formeligt indgaaet i Wismar, den 25de Januar. Dette Forbund gik ikke ud paa mindre end at erobre hele Danmarks Rige og dele det mellem Erobrerne. Idetmindste betegnedes dette som en Mulighed. I den egentlige Forbundstraktat heed det, at Fyrsterne og de jydske Herrer paa Grund af den
- ↑ Lappenbergs Sartorius II. S. 613–616.
