Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/814

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
796
Magnus Erikssøn og Haakon Magnussøn.

alle sine Indkomster for dette Aar, kun med Undtagelse for de Gaarde, som de selv beboede: en Opoffrelse fra Herrernes Side, der neppe kan forklares anderledes end af deres uudslukkelige Had mod Magnus i Forbindelse med deres Frygt for at komme under den strenge og hensynsløse Kong Valdemars Velde[1]. I Begyndelsen af October, da Deputerede fra de østersøiske Stæder endnu engang efter Aftale kom sammen for at forberede det Nødvendige med Hensyn til det forestaaende Generalmøde i Köln, vare Underhandlingerne med Holstens og Mecklenburgs Fyrster allerede saa vidt fremskreden, at der blev fattet den udtrykkelige Beslutning, at hvis de preussiske og de sydvestlige Stæder paa Generalmødet ej vilde have noget med disse Fyrster at bestille, da skulde man svare dem, at de jo dog selv tidligere havde givet de østersøiske Stæders Sendebud Fuldmagt til at underhandle med dem, og at man nu heri „var gaaet saa dybt“, at man ej længer kunde drage sig tilbage, ligesom det og i sig selv ikke var rimeligt, at man vilde komme nogen Vej uden dem[2]. Det er af det paafølgende tydeligt, at Fyrsterne og de jydske Adelsmænd nu alene oppebiede et ønskeligt Resultat af det store Møde i Köln, for aabenlyst at slutte sig til Stæderne og i Forening med dem at begynde en Krig, af hvilken de ventede sig de overordentligste Fordele.

Kong Albrecht og hans Fader havde imidlertid ogsaa fortsat Krigsoperationerne i Sverige, forsaavidt som de i længere Tid, ligefra August til langt hen i November, belejrede Borgholms Slot. Det blev tilsidst indtaget, skjønt man hverken veed naar eller hvorledes. Sandsynligviis skete dette dog, siden Belejringen var langvarig, ved Capitulation, især da nu Vintren nærmede sig, og Tilførsel blev vanskeligere. Hertug Albrecht havde forinden allerede begivet sig over til Tydskland, for personligt at underhandle med Stæderne, og saa at sine lægge den sidste Haand paa Organisationen af den store Coalition mod Danmark og Norge. Han havde til den Ende forsynet sig med en Fuldmagt fra sin Søn, Kong Albrecht, til ogsaa at handle paa hans Vegne[3].

  1. Styffe, Bidrag, No. 38, 39. S. 118, 119.
  2. Lappenbergs Sartorius II. S. 604, 605. Dette Møde holdtes ikke, som det var bestemt, i Greifswalde eller Stralsund, men i Rostock, og ej førend d. 6te Oktober. Heller ikke vare Deputerede fra de preussiske Stæder her tilstede, hvad nu Aarsagen dertil kan have været.
  3. Allerede den 31te August udstedte Kong Albrecht et Brev „udenfor Borgholms Slot, hvorved han skjenkede Hr. Erik Karlssøn det Gods paa Øland, der havde tilhørt Hr. Anund Hatts Enke, „der havde valgt sig sit Tilhold hos hans Fjender“. Dette Gods havde hun sandsynligviis faaet af Hertuginde Ingeborg af Øland. Kong Haakon klagede siden over at Kong Albrecht saa-