og Forviklinger, nemlig hvorvidt frit Skib skulde gjøre frit Gods. Hvad der bidrog til Forviklingen, var det ubestemte Forhold, hvori Stæderne endnu stod til hinanden indbyrdes, saavelsom til de fremmede Magter. Disse, og navnlig de nordiske Konger, betragtede endnu ikke Stæderne som en samlet Magt, men alene som hørende til de Lande i hvilke de laa, og deres Forbindelse kun som midlertidig. De norske Konger havde egentlig kun underhandlet med Lübeck, til denne Stads Borgere havde de oprindeligt givet Privilegierne, og de øvrige Stæder, snart flere, snart færre, snart den ene, snart den anden, havde sluttet sig til disse Underhandlinger, og faaet de fleste af Privilegierne udvidede til lig. Men det var dog fremdeles egentlig kun Lübeckerne, med hvilke de norske Konger og Nordmændene stod i uafbrudt og umiddelbar Berørelse. Wismarerne og Rostockerne betragtede de som mecklenburgske Undersaatter, og deres Skibe og Gods som lovlig Prise, saa længe Krigen med Sverige og Mecklenburgerne varede, medens Stæderne, derimod øjensynligt vilde have det derhen, at idetmindste de fem principale Stæder ved Østersøen i Udlandets Øjne skulde betragtes som en politisk Eenhed, og nyde godt af den samme Frihed og Sikkerhed, som var tilstaaet Lübeck. Heraf opstod øjensynligt de fleste Knuder. Naar Nordmændene opbragte Skibe fra Wismar og Rostock som mecklenburgske, meente Stæderne at de samme Skibe skulde have været respecterede som hanseatiske. Hervar ogsaa Forholdet langt anderledes tvivlsomt end ved Lübeck, thi denne var en virkelig rigsumiddelbar Fristad, uden nogen særskilt Overherre; Wismar og Rostock derimod vilde paa een Gang være selvstændige-Republiker og mecklenburgske Stæder, eftersom det var fordeelagtigst at kunne henskyde sig snart rinder den ene, snart under den anden Kategori: paa saadanne usikkre Distinctioner kunde man fra norsk Side ikke indlade sig. Endmere svævende var Forholdet mellem de vestlige Stæder, der ogsaa regnedes til Forbundet, og de østlige. Staden Kampen ved Zuydersøen er et Exempel derpaa. Den havde i den forrige Krig, da Hansestæderne vare forbundne med Kongerne Magnus og Haakon mod Valdemar, spillet en meget mislig Rolle. Dens og flere andre vestlige Stæders Skibe skulde da have ligget i Øresund for at beskytte Handelsskibene, indtil de tydske Skibe kom, men i dets Sted sluttede de hemmeligt en Stilstand med Valdemar og reiste hjem; og denne havde derved saa meget lettere for at overfalde og slaa de tydske Skibe, da de kom. Herover bleve de tydske Stæder forbittrede og anmodede nu selv Kongerne om at erklære Kampen og flere Zuydersø-Stæder Krig[1]. Denne Krig var vel mest
- ↑ See Kong Haakons Indlæg af 1370. Lappenbergs Sartorius, II. 697.
