delige Overholdelse skulde fra begge Sider stilles ved Forløfte og Besegling af Erkebiskoperne, Biskoperne, alle Capitler og Abbeder, alle Kirkeforstandere, der tillige vare Prælater, hele Rigsraadet, 50 af de bedste Riddere og Svene, og ti af de bedste Kjøbstæder i hvert af Rigerne, samt for Kong Albrechts Vedkommende ogsaa af hans Fader og Brødre[1].
Saaledes lyde Hovedbestemmelserne i denne besynderlige Tractat. Der findes nogle andre, mindre væsentlige, som vi have forbigaaet. Man skulde tro, naar man gjennemlæser dem, at en saadan Tractat umuligt kunde være bleven afsluttet, og at Documenterne aldrig have existeret. Men de baade have existeret, og existere endnu, tilforladeligt nok, den af Valdemar udstedte Gjenpart, med hans Segl endnu hængende derved, i det mecklenburgske Archiv, og den, som Hertugen udferferdigede i Kong Albrechts Navn, med Hertugens og hans to andre Sønners Segl, i det danske; begge formodentlig aldeles i den Stand, som hver af Parterne bragte dem hjem fra Aalholm. Nogen mere hjer-
- ↑ Disse Artikler findes, som det ogsaa ovenfor i Texten strax efter anføres, i de tvende Hoved-Documenter, som begge Parter udstedte til hinanden, og som endnu forefindes i sin oprindelige Stand, Valdemars i det mecklenburgske, Hertugens i det danske Archiv. De ere ogsaa begge trykte, Hertugens i Bilagene til Grams „Forbedringer“ l. c. S. 233, og Valdemars i Styffes „Bidrag“ N. 31, S. 49. Det forstaar sig af sig selv, at efter de Tiders Skik ere de ikke ganske ligelydende, idet nemlig eensidige Forpligtelser for den ene Part kun findes indført i det af denne udstedte Brev, som Sikkerhed for Modparten. Hvad der saaledes her er fælles for begge Exemplarer, er egentlig kun Tilsagnet om Freden, om Mødet til følgende Aars Kyndelsmisse, og Erklæringen om de egentlig svenske Landskaber og Slotte, som Valdemar skulde beholde. Artiklerne om at Vardberg og Halland garanteredes Valdemar, og at Magnus skulde holdes fangen o. s. v. findes følgelig kun i Mecklenburgernes Brev, medens Valdemar i dets Sted kun har Forpligtelsen til at understøtte Albrecht mod Haakon, hvis denne er gjenstridig, indtil han vedtager Artiklerne. Derhos indeholder hans Brev næst forud en Artikel, der næsten synes at staa i Modsigelse med hiin, og som formodentlig alene er indtagen for et Syns Skyld, nemlig at han overhoved er pligtig at søge Kong Albrechts, hans Faders og Brødres Bedste i alle Dele og mene ham det troligt baade ei Sverige og udenfor, „undtagen i Norge“. Thi umiddelbart efter følger Artiklen om at tvinge Haakon til at antage Freden. Styffe, (Bidrag S. XLII) mener, at de særegne Artikler, som findes i Mecklenburgernes Brev til Valdemar, kunne ansees for hemmelige, og at de ikke indtoges i Valdemars Brev, fordi dette skulde forelægges det svenske Raad, og Artiklerne derved ler kunde blive bekjendte for Haakon. Dette synes os dog ikke nødvendigt at antage, thi egentlig var jo alle Artiklerne hemmelige, som del nedenfor vil sees, og hvad Valdemars Brev indeholdt, var allerede i og for sig compromitterende nok, om Haakon erfarede det. Aarsagen til at disse Artikler ej ere indtagne i Albrechts Brev, er sikkert kun den ovenanførte.
