det er temmelig vist, at de Aaret efter havde det inde[1] – og at Valdemar underhaanden har tilbudt sig at skaffe ham det tilbage, hvis det ved forenede Kræfter lykkedes ham at erobre det, men at han imidlertid tilsagde ham Vardberg til Sikkerhed. Vi ere her saa meget mere paa det uvisse, som de senere sig udviklende Forhold gjorde, at en Aftale som denne, om den end var truffen, ej kunde komme til Udførelse.
Kort efter kom ogsaa Freden mellem Valdemar og Hansestæderne istand. Stædernes Borgermestre og Raadmænd bekjendtgjorde dette allerede den 30te September. Valdemar gav sin Erklæring derom paa Nykjøbings Slot den 22de November[2]. Ved denne Lejlighed var ogsaa Titulærbiskopen af Linkøping Broder Gottskalk Falkdal tilstede. At han i denne Tid opholdt sig i Danmark som befuldmægtiget Agent for Kong Magnus og Haakon, og for nærmere at aftale Planen for det.kommende Felttog med Valdemar, kan der ej være Tvivl om. Han var selv paa det højeste interesseret i, at denne Sag fik Fremme, thi alene derved kunde han gjøre sig Haab om at komme i Besiddelse af den Biskopsstol, hvortil Paven havde udnævnt ham[3]. Kong Haakon selv synes ogsaa i
- ↑ Man seer dette tydeligt nok af den Bestemmelse i Aalholmsfordraget 1366, der foreskriver, at K. Albrecht og Hertugen efter ½ Aars Forløb skulde indfinde sig i Kalmar, og Valdemar i Slottet ved Brynje, for yderligere at befæste Freden; her er det nemlig aabenbart, at enhver af Fyrsterne skulde begive sig til et ham selv tilhørende Slot, forat mødes paa Halvvejen; Bryms tilhørte Valdemar, altsaa tilhørte Kalmar Hertugen, og desuden maatte vel Henrik paa en eller anden Maade have været nævnt, hvis Kalmar endnu havde tilhørte ham. Belejringen af Kalmar Slot, der fandt Sted 1366 ved danske og norske Krigsfolk under Erik af Seiren og Kong Haakon, vilde ligefrem stride mod Forliiget i Kolding, hvis Kalmar havde tilhørt Henrik. Endog i 1370, efterat han forlængst havde taget Parti med Hertugen, og egtet hans Datter (hvilket ej kan være skeet ser, men snarere ikke ubetydeligt senere end 1365, see Suhm XIII. 567) see vi nogle af Hertugens Mænd i Besiddelse af Dele af Kalmars Lehn, Styffe, Bidrag S. 127–130.
- ↑ Stædernes Bekjendtgjørelse af 30te Septbr. er aftrykt i Lappenbergs Sartorius II. 574 af 22de Novbr. efter Originalen i Lübecks Archiv, hos Suhm XIII. 847, og den af ham samme Dag udferdigede Bekjendtgjørelse om Stædernes Friheder i Skaane, i Lappenbergs Sartorius li. 575. Bekjendtgjørelsen af 30te Septbr. 1365 er hos Willebrandt S. 37, Pontanus hist. Dan. I. 492, Huitfeld S. 529 og Suhm XIII. 505, samt maaskee paa flere Steder, urigtigt henført til 1363.
- ↑ Gottskalks Nærværelse sees deraf, at han er en af dem, der medbeseglede Kong Valdemars nysnævnte Frihedsbrev. Blandt dem nævnes ogsaa Biskop Bertram af Lübeck, og han var netop en af de tre Executorer, som Paven ifølge en af ham kort efter hans Udnævnelse til Biskop (6te Marts 1364) indgivet Ansøgningsrolle havde under 20de Marts samme Maaned beskikket til at indsette ham paa Biskopsstolen og ved Trusel om geistlige Straffe tvinge hans
