hemmelige Bistand i den forestaaende Fejde. Den 7de Juli sluttedes der et Forliig mellem ham og Greverne Henrik og Nikolas, hvorved der bestemtes, at der skulde være fast og evigt Venskab mellem dem, og blandt andre Punkter ogsaa dette blev vedtaget, „at hvis Greverne eller deres Mænd vilde hjelpe Kongen af Sverige eller Norge udenfor Danmarks Rige og Holsten, da skulde dette staa dem frit, og dermed skulde dette Forliig ikke være brudt“; iligemaade, „at hvis Greverne eller deres Mænd kunde faa Vardbergshuus i sin Vold, da skulde de strax uden Argelist overgive det, saasnart de dertil opfordredes“. Thi under Benævnelsen „Kongen af Sverige eller Norge“ kan her ikke forstaaes nogen anden, end Magnus og Haakon[1]. Meningen er aabenbart den, at Grev Henrik skulde deeltage i Striden, paa den Betingelse at Vardberghuus skulde overlades ham til Sikkerhed for hans Omkostninger. Men hvorledes Valdemar har baaret sig ad med at vinde Grev Henrik for sig, eller idetmindste skille ham fra Forbundet med Mecklenburgerne, oplyses ikke. Der maa noget være forefaldt mellem ham og disse, der vakte hans Misnøje. Maaskee følte han sig brøstholden med den ham givne Panterettighed i Øen Gotland, som han neppe nogensinde fik i sin Besiddelse. Maaskee at Mecklenburgerne endog under et eller andet Paaskud havde taget Anledning til at besette Kalmar, – thi
- ↑ Originalen til denne Forliigsact skal ifølge Suhm XIII. 557 findes i det danske Geh. Archiv, men han meddeler det dog kun efter Huitfeldts Oversettelse (Huitf. S. 536–538), og den er heller ikke andetsteds aftrykt i Original, hvilket er meget ilde, da vi saaledes ikke kunde faa den Oplysning om nogle tvivlsomme Udtryk, som vi faa højligt kunde ønske. Ordene „Kongen af Sverige eller Norge“ har nemlig sedvanligviis været forstaaet som om Albrecht meentes ved den første, og som om det altsaa kunde staa Henrik frit at understøtte Albrecht eller Haakon, hvem han vilde. Men det er dog ikke rimeligt at Valdemar allerede nu skulde have tilladt, at man gav Albrecht denne Titel; og man seer desuden tydeligt, hvad der bestyrkes saavel af det venskabelige Forhold mellem Kong Haakon og de megtige jydske Herremænd, Haakons Ansøgninger til Paven legger for Dagen, som af den Omstændighed, at vi virkelig ej finde Grev Henrik som activ Deeltager i Kampen mod Kong Valdemar og Haakon førend efter Aalholmerforligets Opløsning, at det her gik ud paa Foranstaltninger, der sigtede til Mecklenburgernes Skade, men hvormed Valdemar og Henrik dog ikke undlod at sørge paa det Bedste for sin egen Fordeel, ligesom de vel heller ikke af Hjertet meente hinanden det godt, eller havde nogen Tillid til hinanden. Det er endog høist rimeligt, at Haakon selv og hans Faders Raadgiver Biskop Gottskalk vare tilstede ved Forhandlingerne, see S. 772. Men set endog, hvad der forekommer mig aldeles utroligt, at Albrecht her skulde være meent, saa ligger der alene i det frie Valg, der tilstedtes Henrik, en Antydning af at han efter Behag kunde understøtte Haakon og Magnus, og Forliigsactens Betydning bliver ligefuldt omtrent den samme. Den viser sig ganske bestemt som en Følge af Haakons Nærværelse hos Valdemar.
