gods, og havde formodentlig sidenefter mest travlt med at sikkre sig Arven efter Fru Herdiis Thorvaldsdatter, i hvilket Øjemed han endog ved en Thingsvidne-Akt lod godtgjøre, at hun var hans kjødelige Syskendebarn, og at han var arveberettiget efter hende[1]. Ja det tør vel endog hende, at denne Arv gav Anledning til nogen Kulde mellem ham og Kongerne, da man seer, at ogsaa de tilegnede sig noget af hendes Efterladenskaber; de fik nemlig den 14de Januar 1363 en Ansøgning hos Paven bevilget, der gik ud paa, at det maatte tillades dem at oprette og dotere et nyt Cistercienserkloster af endeel af hendes Arvegods, som hun paa sit Yderste havde bestemt til dette Øjemed, og som ellers vilde være Kongerne selv tilfaldet[2]. Sammenhængen hermed kjendes ikke, saa meget mere som Klostret aldrig kom istand, og da Sigurd Hafthorssøn senere optræder som Fru Herdises Universalarving, er det højst rimeligt, at Kongerne have ladet den hele Fordring fare. Hr. Sigurd blev strax efter Befalingsmand i Bergen, og viiste sig her, som vi ville see, ivrig paa Kongernes Bedste.
Men hvad nu end de norske Høvdinger toge sig til eller ej, saa seer man dog af hvad der fulgte paa, at Kong Haakon, om end sildigt, fik en Hærstyrke bragt paa Benene. Stæderne havde imidlertid, som det allerede er nævnt, ved Midsommerstider sluttet en treaars Stilstand med Kong Valdemar, eller maaskee rettere med det danske Rigsraad i hans Navn[3]: saaledes stod baade Danmark og Stæderne nu idetmindste tilsyneladende udenfor Striden. Ud paa Høsten 1364 drog Kong Albrecht, formodentlig efter Overlæg med sine fornemste geistlige og verdslige Raadsherrer, som i August samledes med ham i Stockholm[4], over til
- ↑ Dipl. N. I. 379, 380. II. 375, Jvfr. ovenfor, S. 738.
- ↑ Regest. Suppl. Urbani V. ann. 2. p. 1. fol. 158. Man kan ikke vel see, om alt Fru Herdiis’s Gods er meent, eller kun en Deel deraf, det sidste er dog vel det rimeligste. Ligeledes findes der ingen Oplysning om, hvorledes det kunde gaa til, at Fru Herdiis’s efterladte Gods devolverede til Kongerne.
- ↑ Stilstandsbrevet og de dertil hørende Akter findes udførligt i Lappenbergs Sartorius II. 550–562. Stilstandsbrevet selv (S. 557) er udstedt i Kong Valdemars Navn, og uagtet det heder, at der er blevet dagthinget paa hans Vegne af Hertug Barnim af Stettin samt flere danske Raadsherrer, følger deraf igrunden slet ikke, at han selv var fraværende, thi det var jo endog meget sedvanligt ved slige Dagthingninger, at en Konge gav visse Mænd Fuldmagt til at underhandle paa sine Vegne, og derpaa selv ratificerede Overeenskomsten. Sandsynligt er det i alle Fald, at Valdemar var kommen hjem inden 22de Juni 1364. Jvfr. ovf. S. 747.
- ↑ Dette sees af et Brev i det m. Rigsarchiv, udstedt af Kong Albrecht i Stockholm den 22de August til bedste for Linkøping Kirke, der havde lidt stort Tab under Krigen, i Overvær af Erkebiskopen, Biskoperne af Strengnes, Vesteraas og Vegsjø, Ridderne Nikolas Thuressøn, Gøtstav Arvidssøn, Val-
