indgik imidlertid den 24de April en kort Stilstand, kun paa lidet over tre Uger, med Mecklenburgerne og Grev Henrik, der altsaa maa have været i Følge med dem[1]; om Fjendtlighederne derefter fornyedes, eller om der overhoved kom til noget egentligt Sammenstød, vides ikke; men vist er det, at Magnus, overladt til sig selv, noget efter Midtsommer blev nødt til at indgaa en ny og temmelig ufordeelagtig Stilstand med Kong Albrecht og hans Fader, Grev Henrik og de øvrige tydske Fyrster, der ledsagede dem, i Jønkøping, hvorved Fjendtlighederne indstilledes for den øvrige Deel af Aaret, medens Mecklenburgerne bleve i Besiddelse af den østlige Deel af Landet, Smaaland iberegnet. Magnus skal ved denne Lejlighed have erklæret, at han gjerne vilde have sluttet Fred for stedse og erkjendt Albrecht for Sveriges Konge, naar denne vilde lade ham beholde Vestergøtland (formodentlig ogsaa Vermeland og Dal) for Livstid, og at alene Haakons Fraværelse var Aarsag i, at denne Fred ikke kom istand. Stilstanden stiles at have været sluttet indtil den følgende Sommer, og en ny Sammenkomst da at have været berammet til at indgaa en endelig Fred, men Fjendtlighedernes Fornyelse inden Vinterens Ende, hvorom der strax herefter vil blive handlet, synes at modsige det[2]. Dog ansaa Hertug Albrecht sin Søns Stilling nu saa
- ↑ Styffe, Bidrag No. 28, S. 45. Stilstanden sluttedes af fire Mænd paa hver Side, paa Magnus’s, Fjellar Piik, Laurents Bjørnsøn, Geritzlaf v. Slawestorp og Arnd v. Vitzen; paa Mecklenburgernes af Karl af Tofta, Gotskalk v. Tzulow, Lüder Letzow og Volrad v. Tzule. Stilstanden skulde gjelde til næste Søndag over tre Uger, altsaa til 19de Mai. Originalen, fuldt beseglet, findes i Archivet i Schwerin.
- ↑ Om denne Stilstand fortæller Corner, S. 1107, og han plejer med Hensyn til disse Begivenheder at være vel underrettet. Dog klinger det noget utroligt, naar han lader Magnus uopfordret sige i Alles Paahør: „Kjære Fetter Albrecht, siden det nu er kommet saavidt, under jeg ingen hellere Riget end dig, da du ved Fødselen er ligesaa nær dertil som min Søn Haakon; han er Søn af en Broder, du af en Syster: der er nok af Riget for os begge to; lad mig beholde Vestergøtland saa længe jeg lever, og behold du det øvrige; naar jeg er død, kan du faa Altsammen“. Dette Forslag, tilføjer han, hørte alle paa med Bifald, men Haakons Fraværelse hindrede Afslutningen af en endelig Fred. At der dog virkelig holdtes en Sammenkomst i Jønkøping mellem Magnus og Mecklenburgerne den 26de Juli, sees af det Brev, der er aftrykt i Dipl. N. V. 249, samt Styffes Bidrag No. 29, S. 46, indeholdende, at Lindorm Æskilssøn havde her i Jønkøping klaget for Kong Albrecht, i Nærværelse af Kong Magnus, Hertug Albrecht, og andre Fyrster, Herrer og Adelsmænd over, at to af Erngisl Jarls Mænd paa dennes Befaling havde taget ham (Lindorm) til Fange, røvet hans Gods, og tvunget ham til at stille Sikkerhed for Udbetaling af en stor Pengesum, uagtet han var gaaet i Kloster og havde deelt sine Ejendomme mellem sine Arvinger og Rydale Kloster; Albrecht bød derfor, at Erngisl skulde sette ham paa fri Fod, tilbagegive ham det ranede Gods, og ikke plage ham med hiin Pengefordring, un-
