Hopp til innhold

Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/765

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
747
1363–64. Kong Valdemars Udenlandsreise.

men noget mistænkelig bliver dog hans Bortreise netop paa denne Tid, som om han med Flid vilde bolde sig borte, naar Uvejret brød løs, for at slippe fra at tage noget Parti. Den Lunkenhed, han i den første Tid efter Hjemkomsten viiste for sin Svigersøns Sag, bestyrker denne Antagelse, ligesom det og er vist, at der om Høsten underhandledes mellem Valdemar og Stæderne, uden at det dog kom til noget bestemt Resultat. Valdemar reiste over til Pomern sidst i October, begav sig derfra til Krakau, hvor han overvar Keiserens Bryllup, fulgte ham siden til Prag, reiste derfra i Januar over Köln og Flandern ned til Avignon, hvor han indtraf den 26de Februar 1364, og kom neppe hjem førend om Sommeren 1364[1], da Sverige allerede var i fuldkommen Krigstilstand.

Kongerne Magnus og Haakon synes dog hverken at have været uvidende om de Planer, der smededes imod dem, eller at have lagt Hænderne ganske i Skjødet. Dette beviser allerede det Skridt, de foretog imod Biskop Nikolas af Linkøping. Naar de ligefrem beskyldte ham for oprørske Stemplinger, saa lagde de derved noksom for Dagen, at de vidste, at saadanne Stemplinger vare i Gjere. Hvorvidt de ogsaa, som den ovenanførte Beretning melder, erklærede de fornemste af deres Modstandere fredløse, faar staa ved sit Verd. Om de ikke gjorde det paa den Tid, hiin Beretning angiver, er det dog højst rimeligt, at de gjorde det senere. Imidlertid var det ikke alle, der forhen havde holdt med hans Søn Erik os siden deeltaget i de utilbørlige Underhandlinger med Hansestæderne og de holstenske Grever, som nu deeltog i Stemplingerne med Mecklenburgerne. Flere af dem bleve virkelig Kongerne tro, idetmindste for en Tid; i alle Fald lader det saa af de sparsomme Oplysninger, vi

    med, som blev røvet fra ham i det Markiske, og derfor torde det nok være muligt, at D. har i enkelte Stykker forvexlet denne Valdemars Reise, med den anden, han foretog i 1368, hvor noget saadant hendte ham, og hvor han virkelig kunde siges at forlade sit Land af Frygt, især da Detmar intet har om denne anden Reise. Dog fortæller D. ganske rigtigt, at Kongen i Fastetiden 1364 kom til Paven i Avignon.

  1. I det første Brev man har fra Valdemar efter hans Tilbagekomst, og overhoved som det første Tegn paa, at han var kommen tilbage, har man henført hans Brev af 29de August 1364 (Suhm XIII. 526.), men det er umuligt andet end at han da allerede i længere Tid maa have været hjemme. Og det i hans Navn udferdigede Stilstandsbrev af 22de Juni 1364 (hvorom nedenfor), der sedvanligviis angives at være udstedt i hans Fravær, synes virkelig langt rimeligere at være udferdiget af ham selv; saaledes rykkes hans Hjemkomst saa meget længer op.–Der findes endnu i de pavelige Supplikationsregister flere Ansøgningsroller fra Valdemar, indgivne til Paven under hans Ophold i Avignon, og bevilgede af denne.