disse Underhandlinger bleve førte, og det Uvejr forberedt, der skulde slaa ned over Magnus’s og hans Søns Hoveder.
Man behøver vel ikke at søge Aarsagen til den Hemmelighed, hvormed disse Forberedelser skete, i nogen anden Omstændighed, end den, at de Herrer i Sverige, der stod i Ledtog med Hertug Albrecht, først ønskede at sikkre sig mod al Fare fra Modpartiets Side, førend de gjorde aabenbart Oprør, og at det derhos maatte være dem fordeelagtigst, naar Slaget rammede deres Modstandere saa uventet som muligt. Men det tør dog hænde, at der endnu har været en Betragtning med i Spillet. Kong Valdemar agtede mod Høsten at foretage en længere Udenlandsreise. Han vilde først hilse paa Keiser Karl den 4de i Tydskland og overvære hans Bryllup, men siden drage videre til Pavehoffet, og maaskee besøge den franske Konge[1]. Allerede i August havde han faaet Lejdebrev fra Keiseren, hvorom han derfor maa have anholdt endnu i Juli Maaned, og saaledes kan hans Hensigt neppe have været ubekjendt. Nu kunde det ikke andet end være overmaade ønskeligt for de Forbundne, at han var vel borte, førend de skrede til Udførelsen af deres Forehavende, da de saaledes havde en megtig Fjende mindre. Thi han kunde neppe have undladt at komme Magnus og Haakon til Hjelp, om disse bleve angrebne lige for hans Øjne. Ja det var endog heel sandsynligt, at han, om han havde Nys om de Planer, som forberededes, maatte have anseet det nødvendigt at opsette sin Reise, for at være ved Haanden, om noget kom paa. Derfor maatte det ogsaa være saa meget mere magtpaaliggende, at holde Alting godt skjult, indtil han var vel afsted. Imidlertid er unegteligt hans Bortreise under disse Omstændigheder højst besynderlig og uforklarlig. Det synes hartad utroligt, at ikke han, en faa klog og snu Mand, skulde have haft nogen Anelse om, hvad der var i Gjere; og om han end intet bestemt vidste, maatte han dog af det allerede Forefaldne kunne skjønne, at et farligt Uvejr drog op over hans Svigersøn. De Anliggender, hvorfor han reiste til Udlandet, vare slet ikke saa presserende, at han for deres Skyld behøvede at forlade sit Rige under saa kritiske Forhold. Ogsaa hans Samtid studsede allerede noget derover, og den lübeckske Chronist.Detmar siger endog, at han reiste „for Angests Skyld; han saa Søstædernes Alvor og sine egne Mænds Utroskab, og torde ikke blive i sit Rige“[2]. Heri gjør nu vistnok Detmar ham Uret,
- ↑ Om Valdemars Reise see især Grams Forbedringer i Khavnske Vid. Selsk. Skrifter IV. S. 119–144, jvfr. Suhm, XIII. S. 509 fgg. Jevnfør ogsaa Schiern i Afhandlingen min en paatænkt Landgang i England af Kong Valdemar Atterdag“, Annaler for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1858, S. 350, 351.
- ↑ Detmar, Udg. S. 280. Detmar tilføjer og, at han tog en veldig Pengesum
