var netop enhver Forbindelse med Valdemar, man skyede; han var desuden af en alvorlig og bestemt Charakter, der neppe vilde hengive sig som et viljeløst Redskab i det svenske Aristokraties Haand. Formodentlig ønskede vel heller ikke Hansestæderne nogen Konge paa Sveriges Trone, som havde Udsigt til, ogsaa dermed at forene den danske. Alle disse Grunde have ventelig bestemt de svenske Herrer til at foretrække Hertugens anden Søn, Albrecht, der endnu var ganske ung, og som vist allerede da gav de ønskeligste Tegn til, at han vilde lade de andre raade med sig[1]. Der er ingen Tvivl om, at ogsaa Hansestæderne have deeltaget i disse Underhandlinger, hvis Resultat, om det gik efter Ønske, saa væsentligt vilde forandre Forholdene i Norden til deres Fordeel, men der nævnes lidet eller intet derom i de ellers saa udførligere Optegnelser, man har om Forhandlingerne paa Hansedagene i denne Tid, og Alt tyder hen paa, at den største Forsigtighed og Hemmelighedsfuldhed har været iagttaget. Ved Hansedagen i Lübeck i Juni Maaned aftaltes et Forbund mellem Hertug Albrecht og de holstenske Grever paa den ene, samt Stæderne paa den anden Side, hvorved hine Fyrster forbandt sig til, i de paatænkte Krige at tjene med 1200 Riddere og Svene, og Stæderne med ligesaa mange, samt dertil 600 af den ringere Klasse, hvorhos Stæderne skulde betale Fyrsterne 1200 Mk. brendt Sølv, og skaffe dem det nødvendige Antal Skibe, store og smaa, samt lønne deres Søfolk og skaffe Krigsmaskiner m. m.; dette Forbund stiftedes, siges der, mod „de principale Herrer“ og alle deres Hjelpere, og skulde vedvare et Aar fra næste Helligtrekongersdag, dog vilde Stæderne gjerne forbeholde sig, inden det Aars Udgang at kunne slutte Separatfred, imod at betale Hertugen og Greverne 600 Mk. i Erstatning for deres Umag og Omkostninger. Men om dette Punkt kunde man ikke blive enig, og derfor udsattes den endelige Afgjørelse til næste Sammenkomst[2]. Ved denne
- ↑ Henrik viiste sig idetmindste senere meget streng mod Rolighedsforstyrere og og Røvere, saaat at endog fik Tilnavnet Hængeren (suspensor), fordi han lod saa mange Voldsmænd afstraffe.
- ↑ Lappenbergs Sartorius, II. S. 522, 523. Den forestaaende Krig nævnes her kun korteligen „guerræ de quibus est intentio“, og de Herrer, mod hvilke den skulde føres, „domini principales“. Det er aabenbart, at man her med Flid undgik at nævne noget Navn, saavelsom nærmere at betegne Krigen, fordi man ikke ønskede at noget væsentligt skulde blive bekjendt derom. Stædernes Mening, siges der her, var, at om de sluttede Separatfred, og betalte Herrerne 600 Mk. brendt i Erstatning, skulde Forpligtelsen til at føre
ler, 2den Udgave S. 174. Hvor det visbyske Chronicon opregner Hertugens Sønner (Scr. r. Sv. I. 44. Scr. r. D. I. 259) nævnes dog Albrecht foran Henrik, og kaldes endog strax efter „den eldste Søn“.
