lægge Raad op med Fyrsterne mod sine retmæssige Konger. At saadanne Raad bleve oplagte, derom vidner noksom hvad der strax efter skete, og der er al Sandsynlighed for, at der har været plejet Underhandlinger mellem de Misfornøjede i Sverige og de nordtydske Fyrster hele Sommeren, ja at de have været drevne med saa liden Forsigtighed, at Magnus og Haakon just deraf have fundet sig foranledigede til saadanne alvorligere Demonstrationer mod Herrerne, som vi have seet Exempler paa i deres Fremferd mod Biskop Nikolas. Kun savne vi desverre nærmere Efterretninger derom. Ifølge en sildigere, men ikke usandsynlig Beretning henvendte virkelig flere af dem[1] sig til Grev Henrik med Tilbud om at modtage den svenske Krone[2], men han afslog Tilbudet, hvad enten han nu ikke fandt Vilkaarene tiltalende nok, eller mistvivlede om at Foretagendet vilde krones med Held: da først, heder det, skulle de have henvendt sig til Hertug Albrecht. Men formodentlig var der andre, som allerede fra først af havde staaet i Forbindelse med Hertug Albrecht, og den hele Transaction ligner temmelig sterkt et forud aftalt Spil. Albrechts Sønner borte desuden gjennem deres Moder Hertuginde Euphemia til den svensk-norske Konge-Ætt. Den eldste af disse, Henrik, var imidlertid allerede gift med Kong Valdemars eldste Datter[3], og det
- ↑ Corner nævner dem, l. c: Biskop Nikolas af Linkøping, Biskop Thomas i Vegsjø, Karl Ulfssøn af Tofta, Nikolas Thuressøn og Erik Karlssøn; Crantz gjentager dette i Svecia I. V. cap. 30.
- ↑ Messenius (Scondia III. S. 22, XII. S. 200) fortæller, og flere nyere Forfattere have efter ham ligeledes berettet, at de Svenske allerførst tilbød Hr. Israel Byrgessøn Sveriges Trone. Dette er aldeles urigtigt. Israel var, som vi vide, død allerede i 1351, see ovenfor Side 526. Messenius’s Fortælling grunder sig alene paa det af os ovenfor (S. 488) omtalte Sted i St. Birgittas Aabenbaringer (VI. 95) hvor det heder, at Israel anmodedes om at paatage sig Rigets Styrelse. Han har ikke vidst, at der her kun handledes om at blive „Generalembedsmand“, hvilket Embede Israel netop indehavde under Kongens første Krigstog til Rusland (see Kongens Brev fra Liduhavn af 4de Juni 1348): han har ligeledes ikke vidst, at Israel omtales som død allerede i 1352, og nu har han paa sin sedvanlige Viis sammensmedet hiin Fortælling, som han fremfører med ligesaa stor Tilforladelighed, som om han havde fundet den i samtidige Kilder. Han har endog overseet, eller ikke villet see, at der paa hiint Sted i Aabenbaringerne udtrykkeligt siges, at det var Kongen selv, som anmodede Israel om at paatage sig „den høieste Verdighed i Rigsstyrelsen“, hvilket ligefrem udelukker Muligheden af noget Valg som Medkonge. Dalin (II 538) har naturligviis grebet disse Opdigtelser med begge Hænder.
- ↑ Hans Giftermaal maa have fundet Sted lidt før 1362, siden der var Tale om de ovenfor omtalte Medgifts-Udbetalinger. At Henrik var deres eldste Søn, maa man især slutte deraf, at der var Tale om at gifte ham før end Albrecht, ellers er der nogen Tvivl derom, see Kønigsfeldts geneal. Tabel-
