Ved at gjennemlæse disse Acter maa man især forundres over – man kunde næsten sige den Frekhed, hvormed Gesandterne tog sig til at give Løfter og indgaa Forpligtelser, vedkommende Norge, uagtet der ikke fandtes en eneste Nordmand i deres Midte. Ja man kan gjerne sige, at det her fornemmelig gik ud over Norge, thi de Slotte, som Stæderne fra først af skulde have til Sikkerhed for deres Krigsomkostninger, indtil de kunde faa de saa meget attraaede skaanske Slotte i sin Besiddelse, vare norske, og ved Siden af de Friheder, som Kjøbmændene fik i Skaane, der endnu ej var erobret, og hvor det slet ikke var vist, om disse Friheder nogensinde vilde blive til Virkelighed, fik de i Norge Indrømmelser, som i dette rolige og lydige Land øjeblikkeligt kunde træde i Kraft. For Sveriges Vedkommende indrømmedes saaledes i Virkeligheden næsten intet, eller saare lidet, for Norges overmaade meget, og det efterat Kong Haakon nys forud i Bergen havde bekræftet de Friheder, som– Stæderne hidtil havde nydt. Vel var det saa, at Haakon, som vi have seet, havde været uforsigtig nok til at lade sit Segl sette under de Blanketter, Faderen medgav Gesandterne, og vistnok hørte Baagahuus og Marstrand til Dronningens Morgengave og den Deel af Norge, der egentlig var undtaget fra Kong Haakons Regjering, og stod under Kong Magnus; men alligevel var det dog en himmelraabende Uret, at disse svenske Mænd, uden at tælle en eneste Nordmand iblandt sig – hvis ikke de maaskee, som sagt, for Øjeblikket lod Erngisl Jarl gaa for en saadan – pantsatte norske Slotte og bevilgede Handelsrettigheder i Norge. Men dette er ikke det eneste, om end maaskee det første, Exempel paa, at det ved slige Lejligheder, hvor der sluttedes Tractater i de fælles Unionskongers Navn, fornemmelig gik ud over Norge.
Ifølge Gesandternes Instrux skulde nu Overeenskomsten først forelægges Kongerne til Ratification, inden disses Forpligtelsesbreve udleveredes. Men herom brød ikke Gesandterne sig. De udleverede uden Videre de nu med disse Forpligtelses-Artikler udfyldte, af Kongerne beseglede Blanketter, og modtog i deres Sted Stædernes Gjenbreve. Kong Haakon vidste saaledes ikke, hvad de havde lovet i hans Navn; ja han fik det ikke engang for det første at vide, thi Gesandterne gjemte endog Stædernes Gjenbreve bort for ham, at han ej skulde faa dem at see: i den Grad var de sig bevidste at have handlet utilbørligt og overtraadt deres Fuldmagt[1]. Man skulde næsten tro, at de have handlet ligesaa med
- ↑ Dette siger Kong Haakon udtrykkeligt, i de senere Forhandlinger paa Baagahuus 1379. Hans Ord ere følgende: „Vor Herre Fader overlod disse sine Gesandter under Confidens og Troskab fine Pergamentsbreve, ogsaa, desverre, forsynede med vort Segl, saasom vi dengang vare uerfarne og ej havde naaet Modenhedens Aar. Dette skete for at de, naar de vare blevne enige om
