af Albrecht for sin Umag, paa et andet derimod, at Valdemar tog det fra Albrechts Befalingsmand, forbittret over at Hertugen sveeg sit Løfte til Hertug Erik[1]. Thi denne Overgivelse af Slottet ved Hertug Albrecht for egen Fordeels Skyld var en saa skammelig Sag, at han, hvor meget han end satte sig ud over alle Ærlighedshensyn, dog neppe kunde være bekjendt at lade den skee anderledes end ved en forstilt Overrumpling ved Valdemars Mænd. Nogen Dom er under disse Omstændigheder neppe bleven afsagt, ligesaa lidet som nogen Fred kom istand; tvertimod see vi nu netop Valdemar at underkaste sig de øvrige skaanske Slotte og modtage Adelsmændenes Troskabseed, medens Magnus, der formodentlig var kommen til Halland for at afvente Dommen, nu ilede tilbage til det østlige Sverige for at gjøre hvad Forberedelser han kunde til et Krigstog mod Valdemar i Løbet af det følgende Aar[2].
Paa denne Maade synes det ifølge de paalideligste Efterretninger at være gaaet til med Skaanes Tilbage-Erobring, og vi have dvælet udførligere derved, end det egentlig med Hensyn til Norges Anliggender kunde synes nødvendigt, fordi denne Begivenhed danner etslags Vendepunkt i Kong Magnus’s Historie, der heller ikke er uden Indflydelse paa Norges Skjebne, og fordi den har fremkaldt saa mange haarde og krænkende Domme over Kongens Ferd og dynget saa megen Skjendsel over hans Navn, at det endog maa ansees som en simpel Retfærdigheds-Handling at stille Sagen i sit rette Lys, og frigjøre ham fra Beskyldinger, af hvilke de fleste ved nærmere Undersøgelse af de rette Forhold sees at være forhastede og falske, og heller ikke fremsatte af samtidige Chronister[3]. Den lempeligste af disse Beskyldninger er den, at han lod sig overliste af Valdemar, der, som det heder, erhvervede Skaane ved List og Svig, misbrugende Magnus’s Enfoldighed. Denne Beskyldning medfører unegtelig paa en vis Maade Sandhed; Magnus lod sig virkelig overliste saavel af Valdemar, som især af Hertug Albrecht, men Spørsmaalet er om en anden i hans Sted vilde have været stort klo-
- ↑ Det første siger Corner i sin Saxonia l. IX. 30. p. 175, tilføjende, at Albrecht havde faaet Helsingborg af Kongen (hvilken Konge?) fordi han havde tjent ham i Krig; det sidste i Dania (l. VII. c. 37. p. 175).
- ↑ I Chr. af 1357–63 (l. c.) heder det, at Valdemar, efterat have faaet Helsingborgs Slot, ogsaa fik Adelsmændenes Borge, og at disse Adelsmænd selv bad ham om Tilgivelse og hyldede ham frivilligt; kun Slottet Lindholm erhvervede han deels ved Trusler deels ved en stor Sum Penge.
- ↑ Vi have her seet hvad Chron. af 1357–63 berette; ogsaa Erkebiskop Nikolaus, der var samtidig med Begivenheden, taler i sit Chron. alene om at Valdemar med Magt indtog Skaane (Scr. r. D. VI. 531). Chron. af 1389 (Scr. r. D. VI. 533) siger ogsaa kun, at Valdemar med sterk Haand erholdt Skaane og Slottet Helsingborg ved Magnus’s Resignation.
