Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/71

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
53
1322–1323. Knut Porses og Fleres Krig i Danmark.

maaskee paa Isen, da der just denne Vinter indtraf en usedvanlig sterk Frost, som vedvarede ligefra sidst i November til ud i Marts, og belagde hvert Sund i Østersøen med sterk Iis, medens mange Skibe frøs inde midtvejs i Farvandet mellem Sverige og Norge, og endeel af dem ødelagdes. Blandt dem, der ved denne Lejlighed havde slaaet sig til Knut Porse, nævnes og den pomerske Hertug Barnim[1]. Men det lykkedes dog Kongen denne Gang, skjønt det ej siges hvorledes, at drive Fjenderne tilbage. Formodentlig bar Grev Gerhard og de andre forbundne Fyrster stillet de Hjelpetropper, hvortil de havde forpligtet sig, og Frosten gjorde det lettere fra de øvrige Landsdele[2] at skaffe Hjelp, medens den maatte afskære den nødvendige Tilførsel fra Knut Porses Hær. Vist er det, at Fjenderne bleve drevne tilbage, at Kongen med Strenghed straffede den skaanske Adel, der havde gjort fælles Sag med dem, og at Knut Porses Plan, at erobre Skaane, mislykkedes.

10. Norges Høvdinger følge de Svenskes Exempel, og fratage Hertuginden hendes selvtagne Myndighed paa Rigsmødet i Oslo. Erling Vidkunnssøn bliver Rigsforstander.


Men imidlertid havde man ogsaa i Norge faaet Øjnene op for den Fare, hvormed Hertugindens og hendes Yndlingers hensynsløse Ferd truede Landet, og afrystet den Dvale, der allerede for længe i dette Henseende synes at have hvilet over Gemytterne. Formodentlig maa Sveriges Exempel mægtigt have bidraget hertil. At man ej strax kunde følge det, tør maaskee alene skyldes de naturlige Hindringer, som Norges store Udstrækning og Uvejsomhed opstillede mod i Hast at faa et almindeligt Møde istand. Derhos foregik de Begivenheder, over hvilke der især var at anke, saa langt fra Rigets Grændser, at det i de Tider maatte vare længe, inden man fik rigtig Besked derom. Men omsider maatte dog Efterretningen komme om at man virkelig havde haft den Dumdristighed at begynde aabenbar Krig i Norges Navn, og de nærmere Undersøgelser, hvortil denne Efterretning maa have givet Anledning, afslørede, som vi ville see, de største og mest foruroligende Misligheder. Ved Vinterens Begyndelse, paa den Tid, da Krigen formodentlig rasede paa det sterkeste, maa Budskab og Breve være sendte om i Landet til Erkebiskopen og de mægtigste Mænd om at samle sig i Oslo og over-

  1. Suhm, XII 77.
  2. Huitfeld siger S. 424, at Drottseten Laurents Jonssøn reed over Isen paa Beltet med den sjælandske Magt fra Tornborg. Dette er maaske en fejlagtig Oversettelse af en eller anden Annalnotits, at han bragte Hjelpetropper til Sjæland ved Tornborg.