mellem ham og de med denne forbundne Fyrster var allerede udbrudt, og førtes i det Hele taget heldigt af Henrik, der overvandt Herrerne til Werle i tvende Trefninger. Dog havde han allerede nu et Forlig med Christopher for Øjnene, og naar han ikke strax lod det komme dertil, var det vel for at benytte sig af Christophers Svaghed til at skaffe sig de fordeelagtigste Besiddelser, og for at see, hvorledes Knut Porses Foretagende løb af, samt derefter at bestemme sin videre Handlemaade[1].
Thi Knut Porse, den dristige Eventyrer, lod sig ikke afskrække af det svenske Rigsraads alvorlige Foranstaltning, men besluttede lige fuldt at udføre sine Krigsplaner mod Danmark, og begav sig derfor samme Høst over til Tydskland, for i Forening med Nikolas Olafssøn at leje Tropper. Da han nu ikke længer kunde optræde i Sveriges Navn, eller vente nogen Hjelp derfra, efterat Raadet saa tydeligt havde misbilliget hans og Hertugindens Skridt, var det nu alene Norges Autoritet, under hvilken han kunde henskyde sig, og dette gjorde han da og tilgavns, idet Hertuginden, som ulykkeligviis fremdeles havde Rigsseglet i sit Værge, uden mindste Sky eller Betænkelighed synes at have anvendt dette til at fremme sin Yndlings Planer. Hun maa have medgivet ham mange Blanquetter med det norske Rigssegl, thi under dette bleve Tropperne lejede, og Penge-Laan optagne, altsammen naturligviis for den norske Rigskasses Regning[2]. Det er dog neppe troligt, at Knut Porse under de nærværende Omstændigheder vilde have vovet at begynde aabenbar Krig, naar han ikke havde troet sig sikker paa Bistand af den svenske Adel og Danmarks egne Stormænd, navnlig Ludvig Albrechtssøn og Erkebiskopen, der som ovennævnt, sikkert begge vare lige misfornøjede med Forliget, hiin fordi han skulde give Slip paa Bornholm, denne fordi han skulde udløse det, og som derfor næsten synes at have slaaet sig sammen om at søge Erstatning hos Kongen. Efterat have samlet Hjelpetropper af Riddere og Svene, fra Holsten, Vendland og maaskee flere nordtydske Landskaber, satte Knut Porse og Nikolas Olafssøn med denne Hær over til Skaane, herjede en Deel deraf, og tvang andre Dele til at underkaste sig, deriblandt ogsaa Staden Lund, der maatte stille flere af sine bedste Mænd til Gisler, hvilke alle bleve førte ind til Sverige, som der berettes, det vil da sige til Vardberg eller Nyhuus, maaskee endog til Baagahuus[3]. Fra Skaane skal Hæren ogsaa være gaaet over til Sjæland,
