om han, og ikke Faderen, var deres rette Herre[1]. Overhoved seer man, at Forholdet mellem Fader og Søn atter var spendt. Tilsidst maatte Magnus virkelig bekvemme sig til at indgaa et nyt Forliig, hvorved han midlertidigt forøgede Eriks Besiddelser, hvad enten det nu var, fordi Erik antog en truende Stilling, og Magnus følte sig for afmægtig til at kunne gjøre ham Modstand, eller det virkelig, som det i Afstaaelsesbrevet heder, skete „af faderlig Medlidenhed med Sønnens Kval, Bekymmer og Gjeld“. Han overlod ham paa henved to Aar, eller til Michelsdag 1359, Stockholm med alle Oplandene oven Skogs, undtagen Nerike og Gaarden Konungsnes, paa det Vilkaar, at Indtægterne skulde deles ligt imellem dem, og Halvdelen af hvad Bønderne udredede anvendes til Betaling af Eriks Gjeld, Halvdelen til Erstatning af hvad Magnus havde udgivet. Døde Kongens Moder, eller hjemfaldt der Pant eller Lehn til Kronen, eller indløstes, skulde Indkomsterne ogsaa heraf deles ligt mellem Fader og Søn. Kun med deres fælles Samtykke skulde nye Forleninger, Pantsettelser eller Afhændelser finde Sted, eller Lagmænd og Heredshøvdinger udnævnes. Erik maatte ikke opbyde Kongens Mænd til Krigsferd, undtagen naar der skete almindeligt Opbud til Rigets Vern. Forøvrigt skulde Jønkøpings-Forliget bestaa uforandret, al gammel Uenighed og Mistanke paa begge Sider skulde ophøre, og hvis nogen ny opkom, skulde den bilægges af to Mænd paa Kongens, og to Mænd paa Eriks Side. Dette nye Forliig er dateret den 22de November 1357, uden at Stedet navngives; man skulde formode, at det var etsteds paa Grændsen mellem begges Besiddelser, som i Jønkøping eller deromkring[2].
Nu var da for en kort Tid Freden nogenledes gjenoprettet mellem Fader og Søn. Men aldeles venskabelig var det ej, og kunde det vel heller ikke være mellem dem. Kong Magnus søgte i et nærmere Forbund med Kong Valdemar en Modvegt mod Eriks, Meklenburgernes og Magnaternes Overvold i Sverige, og man seer, at der maa have været plejet livlige Underhandlinger derom mellem begge Konger lige siden den Tid, da Vardberg belejredes. Det falder derfor igjen af sig selv, at Erik og Hertug Albrecht sluttede sig til Valdemars Fjender og allerede den 9de Januar 1358 tilligemed flere andre forbundne Fyrster sendte ham en Krigserklæring[3]. Kong Valdemars Stilling var paa
- ↑ F. Ex. hans Stadfæstelse af Faderens Gavebrev til Vorfruberges Kloster i Anledning af den russiske Piges Indsettelse, dateret Strengnæs den 23de October 1357.
- ↑ Et Udtog af Brevet findes hos Suhm XIII. 355. Men besynderligt nok omtales det slet ikke af Lagerbring, tragtet det berøres af Suhm II. S. 518.
- ↑ See Fortsættelsen af det danske Chron. af 1357, i Michelsens og Asmussens Archiv für Gesch. Schlesvig, Holst. u. Lauenburg, II. S. 215.
