Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/655

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
637
1343–1346. Fru Herdiis paa Hjaltland.

for viist, at Herdiis, som først var gift med Fehirden Svein Sigurdssøn, efter al Sandsynlighed blev gift med Bjarne Erlingssøn i 1344, og at hun ved hans Ophøjelse til Ridderverdigheden fik den Titel af Frue, som vi senere see hende tillagt. Hermed passer det da ogsaa godt at vi i den nærmeste Tid efter Hr. Bjarnes Død eder indtraf formodentlig i 1353, s. o. S. 620), nemlig i Aaret 1355, finde hende paa Hjaltland, beskjeftiget med deels at afhænde, deels at tilkjøbe flg Jordegods. Saaledes aftraadte hun den 10de Aug. 1355 paa sin Fedrenegaard Papø Gaarden Ey (Uya) til en Mand, af hvis Arvinger hun nogle Aar senere lod den kjøbe tilbage[1], og den 14de April 1355 kjøbte hun en heel Deel Jordegods paa forskjellige Steder i Øerne. Man erfarer af Kjøbebrevet herom, at hun holdt sin egen Prest eller Huuscapellan, et Tegn paa at hun levede paa en stor Fod[2]. Formodentlig reiste hun strax efter at have faaet sine Anliggender ordnede tilbage til Norge, idetmindste see vi i 1360 en Fuldmegtig optræde paa hendes Vegne: et Tegn paa, at hun da ikke selv var i Øerne[3]. Hun havde sikkert ogsaa store Besiddelser i Norge; navnlig maa man, under Forudsetningen af, at hun havde været gift med Bjarne Erlingssøn, antage, at hun beholdt Bjarkø efter hans Død, saa længe hun levede, og at det først ved hendes Død, der indtraf 1364, kom i Sigurd Hafthorssøns Hænder.

Den Omstændighed, at Hjaltland siden Kong Sverres Tider ikke længer stod under Orknø-Jarlerne, men umiddelbart under de norske Konger selv, bidrog øjensynligt meget til, at Skoterne her fik langt mindre Indpas, end paa Orknøerne, og at Sprog og Nationalitet holdt bedre Stand imod det skotske Væsen. Thi medens man, som nys nævnt, i Orknø-Breve allerede finde en sterk Brydning mod det skotsk-engelske, ere de hjaltlandske endnu lige saa reent norske som de bedste fra Norge selv, og renere end de mange, hvis Sprog allerede røbe en Paavirkning af det svenske. Det seer heller ikke ud til, at den ringere Geistlighed talte mange Skotter i sin Midte; de fleste Prester paa Hjaltland, man finder omtalte, have norske Navne, og stundom bleve de og ansatte lige fra Norge af, som f. Ex. i 1321, da Erkebiskop Eiliv udnævnte Prester

  1. Dipl. N. I. 340, jfr. III. 310. Dette Brev af 10de Aug. 1355 dateres endnu efter Kong Magnus’s Regjeringsaar. Dersom man havde knurret forudsette, at man paa Hjaltland nøje vidste Dagen, naar Haakon skulde hyldes, vilde vi heraf kunne slutte, at denne da endnu ej var tagen til Konge. Men da en saadan Forudsætning er højst usandsynlig, afgiver Brevet intet Beviis.
  2. Denne Huuscapellan heed Jon Knutssøn, „Fru Herdises Prest“. Desforuden nævnes i samme Brev en Sigvalde Halfdanssøn, Kirkeprest i Papø.
  3. Dipl. N. III. 310. Denne Fuldmegtig var netop den nysnævnte Prest Sigvalde Halfdanssøn til Papø.