verre fra denne Tid af ikke sjeldne, og det lader til, at Kong Magnus, idet han forbeholdt det for sig selv ved Delingen med sin Søn, i Ordets egentligste Forstand har betragtet Landet som et Skatland og intet andet. Dog maa man til Kongens Undskyldning sige, at slige Pantsetninger af Landskaber eller enkelte Stæder eller Districter i hiin Tid hørte til Dagens Orden og ikke fremstillede sig for nogen af Parterne, ej engang for vedkommende Indbyggere, i det forhadte Lys, hvori vi nu betragte det. Man seer ogsaa, at Islendingerne ikke gave Kong Magnus, men heller sine egne Høvdinger Skylden for alt, hvad de under hans Regjeringstid maatte døje, og at de tvertimod havde Hengivenhed for ham og betragtede hans Foretagender idet bedste Lys. Denne Ivar Holm, der nu blev Hirdstjore, var tre Aar forud bleven udnævnt til Sysselmand ver Vestfjordene og Sønderlandet indtil Thjorsaa og var kommen ud til Landet i samme Skib som Biskop Gyrd. Han maa saaledes i 1352 eller 1353 være vendt tilbage til Norge, snarest i det sidste Aar, samtidigt med Olaf Bjarnessøn, hvem han maaskee har bidraget til at skille ved Hirdstjore-Embedet for selv at faa det. Det er ikke usandsynligt, at Ivar kan have været en Sønnessøn af den Ivar Jonssøn Holm, der i 1307 bragte kongelige Retterbøder til Island og i 1312 nævnes med Herretitel[1].
Det er ovenfor omtalt, at Island var heldigt nok til at gaa fri for den store Mandedød, der hjemsøgte Norge og det øvrige Europa. Dog slap det ikke ganske for smitsomme Sygdomme, thi i Aaret 1347 udbrød paa Sønderlandet en Bylde- eller Koppe-Sygdom (bólnasótt), der anrettede faa store Ødelæggelser, at ikke de eldste Folk kunde erindre noget lignende. I Strøget mellem Hviitskeggshvamm og Botnsaa ved Borgarfjorden døde over 400 Mennesker, ligesaa i Floen og ved Ølvus. Det følgende Aar gik Sygdommen paa Nordlandet og angreb næsten hvert eneste Menneske yngre end 40 Aar, og mange eldre, ja den fandtes endog paa nyfødte Børn, ved hvis Fødsel Moderen døde. Der tales ogsaa om andre Plager, fornemmelig af sterk Frost; især var Vinteren 1347–48 saa haard med Snee og Iis, at ingen kunde mindes noget saadant, Havet frøs rundt om Landet, saa at man godt kunde ride udenom det fra Nes til Nes. J 1350 var der sterk Frost endog om Højsommeren. Det Aar maa have været slemt, da der heller ikke kom et eneste Skib fra Norge, og saaledes al Tilførsel manglede. Blandt andet var der saadan Mangel paa Viin, at man maatte ophøre med at holde Messe i Annexkirker og Bedehuse. Samme Aar skete der et Ild-Udbrud af Hnappafells-Jøklen paa Østerlandet, der ødelagde hele det saa-
- ↑ See ovenfor, IV. 2. S. 335, jfr. isl. Annaler, Udgaven 182, 202.
