Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/630

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
612
Magnus Erikssøn og Haakon Magnussøn.

Søn. Man skulde have ventet at finde et Par Ord derom i de islandske Annaler, men den hele Begivenhed forbigaaes der med fuldkommen Taushed. Aarsagen lader sig dog gjette og skal strax blive paapeget. Da det sees af mange offentlige Acter, at Kong Magnus ogsaa efter Kong Haakons Tiltrædelse stundom deeltog i norske Regjeringshandlinger, har man hidtil for det meste antaget, at Kong Haakon, deels paa Grund af sin Ungdom, deels af sønlig Kjærlighed og Hengivenhed for sin Fader, vedblev at betragte denne som sin Medkonge, saa længe han levede, fortrinsviis i alle Regjeringssager vedkommende Udlandet; at saaledes Forholdet mellem dem skulde have været svævende og vilkaarligt, og at Magnus mere af sin Søn blev stiltiende taalt, end baade af ham og Folket retmessigt anerkjendt som hans Medregent. Denne Antagelse er dog neppe rigtig. Et saadant svævende Forhold i Anliggender af saa stor Vigtighed vilde stride mod Begreber om god statsretlig Orden til alle Tider og isærdeleshed i den Tidsalder, hvori Magnus og Haakon levede, hvor man ikke kunde tænke sig Regjeringsmyndighed uden virkelig Besiddelse, og hvor altsaa Magnus vilde have været en fuldkommen Nullitet, hvis han ikke tillige virkelig havde haft Dele af Riget til sin Raadighed. Nøjagtig Undersøgelse af alle de Regjeringshandlinger, vedkommende Norge eller norske Landskaber, hvori Magnus enten alene eller ved Siden af Haakon optræder som Hersker, viser netop, at visse Dele af Riget fremdeles blev under hans Bestyrelse og unddragne Haakons, og at de Acter, som de udstedte i Fællesskab, mest var saadanne, som lige meget berørte begges Rigsdele[1]. De Dele, om hvilke

  1. Da det er af megen Vigtighed at bringe denne hidtil ikke iagttagne Kjendsgjerning paa det Rene, vil jeg her nævne alle de Beviissteder derfor, som findes i de hidtil trykte Kilder, og som allerede i sig selv ere afgjørende nok, da jeg ikke tvivler paa, at alt, hvad der herefter vil fremkomme, alene vil bekræfte min Antagelse. Breve, der umiddelbart nævne Magnus som Herre over Tunsbergshuus, Vestfolden og Skidusyssel og som førende Regjeringen derover, ere: Drabsforhør fra Heitradal paa Grenland, indberettet af Sysselmanden Aste Bergulfssøns Fuldmegtig til Kong Magnus, dateret Kleppen den 1ste Juli i Magnus’s 37te Aar (1356), altsaa ikke engang regnende Aaret efter Haakons Tronbestigelse, (D. N. II. 336); Drabsforhør fra Sandsverd paa Vestfold, indberettet til Kong Magnus af hans Drottsete Orm Eysteinssøns Ombudsmand, dat. Kaupmannsnes 5te Dec. i Magnus’s 38te Aar (1356), Dipl. Norv. I. 350. Landsvistbrev af Kong Magnus, formodentlig for en Tyresdøl, altsaa fra Thelemarken, da Brevet findes paa Gaarden Roaldstad i Tyresdal, dateret Tunsberg den 5te Decbr. 1359, D. N. II. 355: Breve af 13de og 27de Marts 1362, hvorved Kong Magnus bortgiver Jordegods ved og i Tunsberg, Suhm XIII. 844; D. N. II. 368; Landsvistbrev af Kong Magnus udstedt paa Tunsbergshuus 21de April 1362, D. N. I. 374; Landsvistbrev udstedt af samme Konge sammesteds 1ste Juli 1363, D. N. II. 372; Befaling af Kong Magnus til sin Fehirde paa Tunsbergshuus m. fl. om at undersøge Dronningens Efterladenskab, dat.