nerne af Gudheems Kloster i Besiddelse af Kongsgaarden Rakkeby, hvortil Kongen ønskede Klostret forflyttet[1], og et Beviis paa, at Kongen allerede havde megen personlig Yndest for ham, eller i alle Fald at Kongens Yndest for Sønnen ogsaa bar rige Frugter for Faderen, var dette, at Algot ved Kongens Gavmildhed endog fik store og indbringende Besiddelser i Norge. Kongen skjenkede ham nemlig paa Livstid al det Gods, som Hr. Audun Hugleikssøn i sin Tid havde ejet, og som ved hans Domfeldelse var tilfaldet Kronen, beliggende fornemmelig i Nordfjord, og altsaa, som man seer, lige siden Hr. Auduns Henrettelse i 1302 bestyret som en samlet Masse. Naar denne Gave til Algot skete, vides uheldigvis ikke; men da det maa ansees meget sjeldent, ja vel endog stridende mod Foreningens Grundsetninger, at Kongen gav svenske Mænd saa store Besiddelser eller Forleninger i Norge, vidner den om den overordentlige Grad af Yndest, hvori enten allerede Algot selv, eller Sønnen Benedikt har staaet[2]. Sandsynligviis fik
- ↑ Dipl. S. 3064. I 1337 gav Algøt Benedictssøn, formodentlig den samme, noget Jordegods med sin Datter Birgitta til Vreta Kloster.
- ↑ See ovf. VI. 2. S. 452. Dipl. Norv. II. 365. Dette er et Brev, udstedt af Kongerne Magnus og Haakon 1361, hvorved de give Otto Romer med Hustru det Krongods i Nordfjord og andensteds, som Algot Benedictssøn havde faaet af begge Kongerne („af os“) paa Livstid. Altsaa maa han have været død i eller for 1361, hvilket passer med, at vi finde ham i Live endnu i 1356, han omtales nemlig under det Aar i det oftomtalte Chr. af 1357. Naar vi af hint Brev see, at begge Konger havde givet ham hin store Forlening i Norge, med andre Ord at dette var skeet efter Haakons Tronbestigelse i 1355, da faa vi ogsaa heraf en Bestyrkelse paa, at Sønnens Ophøjelse ei kan have fundet Sted faa langt forud som i 1353. Algøt Benedictssøn nævnes ogsaa i et Kongebrev af 3die Octbr. 1344 (Dipl. Sv. 3850) som Sven. Formodentlig er det ogsaa han, der den 27de Novbr. 1352 paa Fridin medbeseglede Benedict Algøtssøns Morgengavebrev, skjønt han ikke udtrykkelig nævnes som Udstederens Fader. Naar vi derimod finde en Algøt
ham endog „en ringe Mand“, hvilket man sikkert ikke behøver at ense. Naar vi see, at Algøt Benedictssøn havde faaet Besiddelser i Norge af Kongen selv, kan man vel ikke tvivle paa, at Algøt var den begunstigede Benedicts Fader, og han kaldes udtrykkeligt Lagmand i Vestergøtland, hvor han deeltager i det oftomtalte Møde i Jønkøping 1351. Messenius siger ogsaa (XIII. 190), at B. var Søn af Algøt Vestgøtalagmand; uheldigviis angiver han aldrig Hjemmel, men han kan dog ikke have grebet dette af Luften og maa vel derfor have hast noget for sig. Han siger ligeledes, at han var af Folkunge-Ætten. Dette bestyrkes af det Brev d. 1322 (D. S. 2333), hvortil ovenfor er hentydet, og hvor Ingegerd Svantepolksdatter, selv beslægtet med Kongeætten, synes som Vidner til en Gave, hun gjør, kun at have samlet Frænder og Nærmeste om sig; blandt dem er ogsaa Algot. Lagerbring (III. 419) siger, at B. førte en Løve i sit Skjold. Ellers vil man gjøre ham til et Medlem af Ætten Grip. Hans Broder var Knut Algøtssøn, formodentlig den samme, der egtede Sigvid Ribbings Enke Mæreta, Datter af St. Birgitta, s. o. S. 394.
