under dennes tvende Sammenkomster med Kongen i 1352, og med Hertug Albrecht, der ej alene paa sin Hustrus Vegne havde private Arvefordringer efter Porserne, men ogsaa, efter hvad man i det følgende erfarer, paa sine Sønners Vegne synes at have tragtet efter at efterfølge dem i Forleningen. Det bliver under denne Forudsætning sandsynligt, at ogsaa de paafølgende Underhandlinger i 1354 drejede sig om den Sag. Alt vel overvejet, er det dog sandsynligere, at Kongen ikke gjorde dette uheldige Skridt førend i 1355, og at han dermed snarere overraskede idetmindste Hertug Albrecht og vakte hans store Forbittrelse, end at han foreløbigt skulde have aftalt det med ham eller nogen anden[1].
Hvor længe denne hans Yndest for Benedict Algotssøn havde vedvaret, er ligesaa uvist, som hvad Rolle Benedict selv tidligere havde spillet, og hvilken Ætt han tilhørte. Sandsynligviis var han dog en Søn af den daværende Lagmand i Vestergøtland, Algot Benedictssøn, der allerede nævnes 1322 og synes at være nær forbunden med selve Kongestammen[2]. I Aaret 1334 gav Kong Magnus Algot Benedictssøn som sin „kjære og troe Mand“ det Hverv at sette Non-
- ↑ Benedict Algøtssøns Ophøjelse til Hertug 1353 omtales i det Chronicon 266–1430, som er meddelt i Scr. Sv. I. S. 22–32, og ligeledes i det andet fra 826–1415, som meddeles sammesteds S. 50 fgg., saavelsom i Benzelii Monumenta p. 81. Scr. R. D. I. p. 587. Paa første Sted (S. 29) staar der: „1353: Hr. B. Algotssøn udnævntes af Hr. Magnus, Sveriges Konge, til Hertug i Finland og Halland;“ paa sidste (S. 58): „1353: Hr. Magnus udn. Hr. B. Algotssøn til Hertug i Finland og Halland omkring Kyndelmesse“. Men sammenligner man begge Chronica med hinanden, saa vil man see, at enten den, der udarbeidede det ene, har benyttet det andet, eller at de begge ere forfattede efter et tredie, eldre, da saamange af de Notitser, der indeholdes i begge to, næsten stemme Ord for Ord. Derfor kan ikke disse to Notitser betragtes anderledes end som eet Vidnesbyrd, der desuden er nedskrevet maaskee 60 Aar efter den omhandlede Begivenhed. Derimod tales der idet næsten samtidige, højst paalidelige, danske Chron. af 1357, (Scr. R. D. VI. 530) først ved 1356 om Benedicts Ophøjelse til Hertug. Og det synes dog næsten umuligt, at han, hvis han allerede var bleven Hertug i Halland 1353 og en saa nøje Ven af Magnus, ikke med et Ord skulde været omtalt i nogen af de Breve, Kong Magnus har udstedt mellem 1353 og 1355, ikke engang i Familietractaten af 1354. Han var jo dog med som Forlover ved Tractaten med Grev Henrik 1352. I Brevskaber har man hidtil ikke fundet ham nævnt som Hertug førend i det fornyede Frihedsbrev for Borgerne af Kampen, som K. Magnus udstedte den 21de Juli 1355 (Dipl. N. V. 222). Derfor er det visselig rimeligere, at han først i 1355 fik sin Ophøjelse. Alt synes at vidne om, at denne skete hurtigt og overraskede saavel Kongesønnen Erik som Hertug Albrecht. Var den skeet allerede i 1353, saa vilde vel og Erik tidligere have gjort Ophævelser derover.
- ↑ Der har været stredet meget om Benedicts Herkomst; Ericus Olai, der skriver fuld af Animositet mod Magnus og lægger en utrolig Uvidenhed for Dagen saavel om Begivenhederne i og for sig, som om Chronologien, kalder
