de tydske Kjøbmænd strengt paa Fingrene og hindre dem fra at tiltage sig endnu flere Friheder, end de allerede havde. Der haves endnu i Rostocks Archiv fra Slutningen af Aaret 1354 et Concept til en Klage[1], som denne Stad tilligemed flere andre af Stænderne agtede at indgive til Kong Magnus over de foregivne Ulemper, som deres Kjøbmænd skulde lide i Oslo og i Nærheden deraf (formodentlig Tunsberg), og hvoraf man seer, at de i Særdeleshed forargedes over Oslos nye Privilegier af 1346, og tillige erfares, at de tydske Kjøbmænd havde været saa lidet vant ved, at de paabudte Indskrænkninger overholdtes, at de betragtede det som en uhørt og utaalelig Haardhed, naar Befalingsmændene engang gjorde Alvor af at see dem nøje efterlevede. Saaledes klagede de over, „at de ikke maatte sælge sine Ting i Smaat, men alene i større Partier, som Malt, Øl, Meel og Sild i hele eller halve Lester, og .Klæde i hele Stykker“, som om dette Forbud, der sidst havde været gjentaget i hine Privilegier for Oslo af 1346, var noget nyt og ikke allerede egentlig havde bestaaet lige siden Kong Haakons Handelsforordning af 1316. Ligeledes klagedes der over, „at gjestkomne Mænd ikke fik Lov til at handle med hinanden indbyrdes, hvilket dog Kjøbmændene der fra gammel Tid havde plejet“. Det var vel egentlig først de sidste Privilegier for Oslo, der udtrykkeligt udtalte dette, men det laa i Sagens Natur og var desuden antydet i den eldre Handelsforordning af 1316. Overtrædelsen heraf saavelsom af den nysomtalte Paragraph maatte gjøre det aldeles umuligt for nogen indenbyes Handelsmand at bestaa, og at Forbudet – hvad man af Klagen maa slutte – hidtil ej havde været overholdt, viser, hvor ynkeligt det maa have staaet til med de indfødte Nordmænds Kjøbmandsskab. Med større Føje klagedes der over, „at Forbudet mod de fremmede Kjøbmænds Vintersidderi nu overholdtes saa strengt, at enhver, som ikke var borte inden tre Dage efter Høstterminens Udløb, skulde straffes med en betydelig Bod, og at de kongelige Befalingsmænd virkelig paa Grund deraf havde ladet enkelte Efterliggeres Gods og Varer beslaglægge“. Hvis denne strenge Fremgangsmaade, som rimeligt er, skyldes Drottsetens, Hr. Orm Eysteinssøns, Foranstaltninger, maa man idetmindste erkjende, at han var en energisk Mand, som søgte med Strenghed og Kraft at overholde Lovenes Bud og varetage Landets Borgeres Rettigheder lige overfor Udlændingerne. Om Klagen virkelig blev indgiven vides ikke, men i alle Fald har den intet synderligt udrettet, da Magnus’s Søn Haakon, efterat være bleven Konge, ordlydende fornyede de samme Privilegier for Oslo, hvori hine Forbud vare optagne, og end skarpere gjentog disse Forbud for Tunsberg, medens rigtignok paa den anden
- ↑ Lappenbergs Sartorius, II. S. 434.
