bares af svenske Klerker, ogsaa optog Sager vedkommende Nordmænd[1], og for Paven og hans Omgivelser var det vel neppe nogensinde klart, hvorledes det indbyrdes Forhold var beskaffent mellem de Riger, der lød under Kong Magnus’s Scepter. Ved Curien var man vant til at slaa hele Norden sammen under den ene Fællesbenævnelse „den danske Tunge“ eller „den danske Provins“, og saaledes gjorde man sig vel der ikke den ringeste Betænkelighed, idetmindste ingen af Nationalitetshensyn, mod at ansætte hvilkensomhelst Klerk af den danske Tunge i hvilketsomhelst geistligt Embede inden Nordens tre Riger[2]. Men eet er, hvorledes Forholdene betragtedes af Kongen og Curien, der stode over dem, et andet, hvorledes de opfattedes af de mere underordnede. Og her er det merkeligt, at Forestillingen om Eenhed eller idetmindste om den inderligste Forening mellem begge Riger i aandeligt Henseende ogsaa synes at være bleven herskende blandt den norske Geistlighed selv[3], idet norske Biskoper – hvad vi allerede have seet Exempler paa – i Ansøgninger til Curien om Befordring for Venner og Afhængige ligesaavel nævne svenske Geistlige og svenske Beneficier, som norske. Saaledes f. Ex. see vi netop den nysnævnte Biskop Arne af Færø, hvilken dog Navnet noksom betegner som en Nordmand, i hiint ovenomtalte Andragende bede om, at Gregorius Peterssøn, Prest under Uppsala Diøcese, maa faa det ved den forrige Indehavers Befordring til Linkøpings Provsti ledigblevne Sognekald Løsta med Annexet Junaker. Paa samme Viis see vi Biskop Gyrd af Stavanger i Aaret 1354 søge en Befordring for den svenske Geistlige Jon Ludolfssøn, saaledes som det ovenfor er nævnt. Paa lignende Maade fik den svenske Geistlige Jon Rotgerssøn i 1353 Exspectance paa et Canonicat med Præbende ved Hamars Domkirke, skjønt han tidligere havde faaet Hattala Sognekald i Finland; og en anden, vistnok ogsaa svensk Klerk, Konrad Ingulfssøn, fik en lignende Exspectance ved Oslo’s Domkirke[4].
- ↑ See ovenfor S. 466, ang. Ansøgningen om Slægtskabsdispensation for Eiliv Eilivssøn og Gyrid Erlingsdatter.
- ↑ Dette maatte og for en stor Deel bestyrkes ved det efter den svenske Prælat Nikolas Sigfastsøns Forslag indstiftede Pønitentiar-Embede for hele den danske Tunge, s. o. S. 331.
- ↑ Fra 1347 forefindes der en af 2den April af Paven bifaldt Ansøgning fra „endeel fattige Prester og Klerker af Riget Sverige“, der ingen Beneficier havde faaet, og som var kommen ned til Avignon for at søge, men havde at kæmpe med den yderste Mangel og Elendighed. Blandt disse nævnes ni svenske, men ogsaa en norsk, Andres Steinarssøn, Klerk fra Oslos Diøcese og juridisk Studerende. Ligesaa nævnes en svensk, Sigfrid Olafssøn, Klerk, af Uppsala Diøcese, der søgte om et Beneficium under Hamars Biskop (Clement. VII. Regest. Suppl. an. 5. p. 1. fol. 95.)
- ↑ Bulle af 28de Juni 1352, i Regest. Clement. VI. commun. ann. 11. lib. 2.
