allerede har udstedt en Bulle, hvorved Tiendepaalegget i Tiden udstraktes til endnu et Aar, og i Rummet ogsaa til Danmark, eller har tænkt at lade en saadan Bulle udgaa og foreløbigt ladet de dertilhørende Breve affatte, uden dog at være ganske bestemt derpaa. Thi ved Siden af det Brev, hvori det paalægges Johannes Guilaberti at indkræve Pavens Halvdeel af Femaarstienden i alle tre Riger, er der og et andet af samme Datum og affattet aldeles i samme Udtryk, med den Forskjel, at det alene taler om Fireaarstienden, om Kong Magnus, og om dennes Riger, uden at nævne noget om Valdemar og Danmark. Det maa saaledes antages, at der er blevet sendt to Sæt Breve op til Johannes, eet, der betegner Tienden som Femaarstiende for alle tre Riger, og et andet, der alene taler om Fireaarstienden for Norge og Sverige, for at han efter Omstændighederne kunde bruge hiint eller dette. Og saavidt man veed, kom han heller ikke til at bruge det første, thi senere er der alene Tale om Fireaarstienden, og der findes heller ingen Spor af, at nogen saadan Tiende ved denne Tid er paalagt i Danmark, eller at Johannes Guilaberti overhoved havde noget med Kong Valdemar og hans Rige at bestille[1]. Formodentlig har Johannes Guilaberti selv overtydet sig om, at en Forlængelse af Tiendepaalegget i Sverige og Norge og en Udstrækning deraf til Danmark vilde møde en Uvilje, for hvilken Curien ej burde udsette sig.
Med Collectionen i Norge gik det, som sagt, langsommere, maaskee for en Deel paa Grund af Pestens Eftervirkninger, da saamange af Biskoperne, der hver i sin Diøcese skulde forestaa Indsamlingen, vare døde, og tillige en Mængde af de Personer, der skulde betale Tienden, ej længer vare i Live. Collectionen besørgedes her af Overcollectoren Abbed Arnulf, der til sin Medhjelp eller Undercollector havde taget Munken Ingjald Jonssøn af sit eget Kloster. Den første Indbetaling til dem skete i Bergen den 20de August 1351 af det derværende Capitel,
- ↑ Han kaldte sig dog ogsaa Nuncius og Collector for Danmark, men dette kan alene have været paa Grund af Udtrykkene i hans første Beskikning af 1349.
men bestemte til at anvendes, ofte ere indførte, men i en Codex, indeholdende saakaldte Cameralbreve fra Clemens den 6tes og Innocentius den Sted Tid (litteræ camerales, ann. I–IV. fol. 1), thi her maa Brevet antages at være indført saaledes, som der var vedlagt Joh. Guilaberti’s Regnskaber. Det er ellers Skade, at der ikke efter Søn. Guilaberti forefindes saadanne Regnskabsbøger, som efter Joh. de Serone og Bernard de Ortulis samt Petrus Gervasii. Man vilde deraf vistnok have faaet nøje Underretning om denne Sag saavelsom om mange andre af den største Interesse, navnlig vilde man deraf kunne faa lidt nærmere Besked om Tiden, da Kongen krigede i Rusland 1350–51.
