d. 5tes Sexaarstiende, sagde han, var allerede bleven betalt til Johan af Serone og Bernard de Ortulis; Johannes den 22des Sexaarstiende var igjen bleven eftergiven af Benedictus den 12te, Clemens den 6tes Treaarstiende mod Tyrkerne derimod var samlet og ventede alene Collectorens Anordning, hvorimod man lige til nu aldrig havde hørt det mindste om Toaarstienden. Annaterne var det overdraget Biskop Peter i Linkøping at opkræve, og af Testamenter samt Kirkeblokkene, der endnu ej var aabnede, var heller ikke noget endnu indkommet[1]. Det er besynderligt nok, at Collectoren kunde gjøre Fordring paa Johannes den 22des Sexaarstiende, hvad enten han tiltog sig dette af egen Magtfuldkommenhed, eller efter Kammerets Ordre, thi han maatte jo dog vide, at dette Paalæg var ophævet af Benedict den 12te[2]. Man seer ogsaa, at han ikke gjorde videre Paastand derpaa. Besynderligt er det paa den anden Side, at man i Sverige endnu ikke vidste noget om Bullen af 1345, der forlængede Clemens den 6tes Treaarstiende endnu i to Aar. Men at den heller ikke endnu havde naaet Norge, sees deraf, at der ligesaalidt her som i Sverige for det første betaltes mere end Treaarstienden. Siden blev vistnok, idetmindste i Sverige, Toaarstienden opkrævet.
Men medens disse Penge opkrævedes og indbetaltes, havde Pave Clemens allerede bønhørt Kongens Andragende om en ny Tiendehjelp og tillige truffet andre Foranstaltninger for at skaffe ham saa megen Bistand som muligt, idet han befalede Korset prediket mod Russerne og opfordrede baade de tydske Riddere og Kongen af Polen til at gjøre fælles Sag med ham. Det var et formeligt Opraab til Kamp mod Russer og Hedninger langs hele den russiske Grændse. De pavelige Buller, som handle herom, ere daterede den 14de Marts 1351. I Bullen om Tienden, der er stilet til Geistligheden i Sverige og Norge, yttrer Paven, at han i Betragtning af de mange og svære Byrder, der allevegne fra, især i disse Tider, strømmede sammen over den romerske Kirke, allerede havde tænkt paa at udskrive en Tiende af de geistlige Indtægter i begge hine Riger for et vist Tidsrum, da han af Kong Magnus gjennem dennes Sendebud fik Efterretning om, hvad der var udrettet til Karelernes og Ingrernes Omvendelse, og om de skrækkelige Grusomheder, som Russerne siden, efter Kongens Tilbagetog, anrettede mod de nys Omvendte, hvilket Kongen paa Grund af det store Folketab, hans Riger havde lidt i Pesten, ej uden overordentlig Bistand kunde forhindre, hvorfor han ydmygt anholdt hos Paven om nogen Hjelp formedelst en Tiende. Denne Kongens Nød vilde Pa-
