Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/544

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
526
Magnus Erikssøn.

vilde alt have gaaet ganske anderledes[1]. Han forblev i de Egne lige til Vaaren. I Februar var han endog heelt nede i Riga, hvor han tog Stadens Øvrighed og samtlige Borgerskab i sin Beskyttelse, strengeligen forbydende alle sine Befalingsmænd eller deres Undergivne samt overhoved enhver af sine Mænd at gjøre dem nogensomhelst Ulempe eller Forhindring, naar de kom i hans Riger og Lande, og kunde opvise Pas fra Landmesteren i Lifland eller Comthuren paa Dünamünde, men heller at yde dem al mulig Bistand[2]. I Riga blev ogsaa Hr. Israel Byrgessøn syg og døde[3]. I Begyndelsen af April var Kongen kommen tilbage til Hapsal i Estland[4]. Imidlertid havde Novgoroderne gjort et ødeleggende Tog mod Viborg i Finland, hvis Forstad de opbrændte, slog Besætningen, der gjorde et Udfald, og herjede den omliggende Egn med sin sedvanlige Grumhed, (Marts 1351[5]). Efterretningen herom maa formodentlig have kaldt Kongen over til Finland, hvor han i Midten af Mai var i Aabo[6], og da han paa den Tid endnu ikke kunde vide, at Paven den 14de Marts havde tilstaaet ham alt, hvad han begjerede, og paa det kraftigste opfordret Ridderne til at staa ham bi, maa han sandsynligvis have opgivet Haabet om for denne Gang at udrette mere, og begivet sig tilbage til Sverige, hvor vi finde ham i Stockholm Pintsedagen den 5te Juni[7]. Ja det synes endog,

  1. Dette maa man i alle Fald slutte af Riimkrønikens Ord, see ovenfor.
  2. Lagerbring III. 413. Det skulle ellers synes, som om Magnus nu virkelig havde faaet noget at sige over Lifland eller en Deel deraf, hvad det nu end kan have været, siden de estlandske Adelsmænd, som vi have seet, i 1348 lod ham vidimere Christopher d. 2den Forskrivning, og siden Erkebiskop Vromold af Riga, da han reiste hjem fra Avignon efter modtagen Indvielse, lod sig under 1ste Marts 1349 give særskilt Anbefaling til Kong Magnus, med Ben om venlig Modtagelse. Men dette maa vi overlade andre at udgranske. Reg, Clem. VI. Secr. an. 7. fol. 162. ep. 787.
  3. See ovenfor S. 488, Not. 1. Før sin Død, fortælles der i Revelationerne, gik han op i Kathedralkirken og satte sin Ring paa den hellige Jomfrus Billedes Haand, anbefalende sig til hendes Barmhjertighed. Formodentlig blev han da vel og begraven i samme Kirke.
  4. Den 9de April gav han Padis Kloster Patronatsretten over Borgø Kirke i Finland. – Bunge, Liv-Est. Kurl. Urk. B. III. 158.
  5. De novgorodske Annaler, Suomi VIII. S. 100. Det staar her, at Novgoroderne drog med Namestnikens Søn Borisov, med Tysiatskojen Johan Theodors Søn og nogle Vojevoder at bekrige Nemetzerne, kom til Viborg Mandagen den 21de Marts og opbrændte Forstaden, hvorpaa Nemetzerne gjorde et Udfald, men bleve angrebne og med Tab drevne ind i Byen igjen af Novgoroderne, der nu herjede Egnen omkring Byen og dræbte Koner og Børn“.
  6. Breve, indeholdende yderligere Begunstigelser for Padis Kloster, daterede Aabo, 13de og 15de Mai 1351, hos Bunge, l. c. S. 158–161.
  7. Porthan, Sylloge, 414.