hjem, blandt dem Grev Henrik[1], men han selv blev for det første tilbage i Estland, hvor vi i Begyndelsen af December finde ham i Reval[2]. Sandsynligviis vilde han, da Fjendtlighederne alligevel maatte hvile, vente her, indtil han fik Svar paa sine Andragender til Paven, og imidlertid personlig underhandle med Ridderne om at komme ham til Hjelp. Han undsaa sig vel ogsaa ved at komme hjem, førend han nogenledes havde oprettet sit Tab, der af de Svenske lagdes hans Lettroenhed og Eenviished til Last; de meente, at hvis han havde lydt deres Raad og ladet Russerne dræbe, da han havde dem i sin Magt,
- ↑ Grev Henrik var nemlig allerede den 27de April i Nyborg, s. ovenfor.
- ↑ See Arvidson, Saml. til Finlands Historie. I. S. 4.
vide nogen synderlig Besked, nemlig om Magnus’s Levnet og Virken i sine egne Riger, hvorimod Krigsbegivenhederne paa russisk Grund synes at være nok saa rigtigt fortalte. Saaledes fortælles der ganske ordentligt i al Korthed om Krigen i 1348 og 1349, om Nøteborgs Erobring ved Magnus og Tilbagerobring ved Russerne. Derpaa heder det: „jeg drog Aaret derefter atter med en Krigshær til Nøteborg, og et Bud mødte mig, at en novgorodsk Hær laa ved Nøteborg, da drog jeg til Koporje og blev der om Natten. Der fik jeg at vide, at Novgoroderne vare ved Landets Grændse, og jeg flygtede over Havet. Men en sterk Storm opstod, – – – og en Mængde af mit Mandskab druknede ved Mundingen af Narova, og jeg vendte tilbage til mit Land med en ringe Levning af Hæren“. Af Riimkrønikens ret charakteristiske Beretning hidsætte vi følgende: „Han sankade sig en här stark både af Tyskland ok Danmark, Hertogen af Holsten ok slike flera, ty ward hans angist desto mera. Det gick som Jungfru Maria honom sade; da han til Rysseland lade, han wann alt det före gick, ok sina största owänner alla i händer fick. Då rådde de Swenska swå med dem fara, att de mot Christnom ej mera (måtte) wara; de Tyske rådde dem låta lifwa, „sölf ok gull måge de oss gifwa“. Jomfru Mariæ råd Konnungen försmådde ok gjorde som de Tyska honom rådde; de Ryssa lofwade honom sölf ok gull, ok sworo honom wara hult, ok christna tro taka sik uppå, ok fly (ɔ: mage det saa) att landet gjorde swå: han loot dem raka skägg ok döpa, ok fria siden fara og köpa. Medan Ryssa skulle fara ok wända dera land alt tillchristna tro ok Konungshand, då förtärde Konungen sin spisning mesta, ok timan förgick den allrabästa, som han skulle hafwa sik brukat, ok sina owänner underdukat. Då Ryssa kommo i dera behold, sankade de swa storan fold af Ryssa, Lettoga og Tattar, ok beställado konungen der han war, ok loto honom see i allo thy, at skäggen waro wuxen igen af ny. Haden (d. e. havde han) rakat hufwuden af dera hals, då hade de ej gjort tholikt fals. Han grof sik ut at Lewkamynne, heller hade de fangit honom inne: swå kom han hem med skam och skade, ty han ej lydde jomfru Maria råde. Utlänninga twingade honom mångfald, för än han fik betala dera sold; han satte många land i pant ok tvingade almågen swå försant – osv“. Her seer man strax, at Riimkrønikens Beretning om, hvorledes Kongen blev indestængt i Leuka eller Luga, sigter til den samme Begivenhed, som Testamentets, nemlig at Russerne havde sperret ham Adgangen til Grændsen, medens han laa ved Koporje (beliggende i Egnen ved Luga), saaat han maatte see til at undkomme ad en anden Vej.
