broderen Haavard, var Erkestolen i Nidaroos endnu ikke besat efter Arne, men Capitlet i Nidaroos maatte bekræfte Valget, ligesom det havde gjort med Gisbrikt (og formodentlig ogsaa med Olaf), og Salomon i Oslo maatte ligeledes udføre denne Indvielse[1]. Da dette saaledes maa være foregaaet før end November 1350, da Abbed Olaf udnævntes til Erkebiskop, falder hiin Biskop Olafs Død saa langt tilbage i 1350, at man endog maa formode at han, ligesom sin Formand, er bleven et Offer for Pesten, medens den endnu rasede paa Oplandene. Haavard forestod efter sin Indvielse i flere Aar Hamars Biskopsstol uanfegtet; han deeltog i Provincialconciliet 1351 (hvorom nedenfor), og modtog idetmindste to Gange pavelige Breve, hvori han kaldtes „Biskop af Hamar“, altsaa factisk anerkjendtes som saadan[2]. Alligevel blev han efter Paveskiftet af Enkelte gjort opmerksom paa, at der dog nok før hans Valg „var skeet nogen Reservation betreffende Hamars .Kirke“ og ligesom Gisbrikt i Bergen fandt han det derfor tryggest at henvende sig til Pavestolen med Bøn om Bekræftelse i sin Verdighed „til Beroligelse af sin Samvittighed“. Han, saavelsom Gisbrikt, havde nu saa meget mere Aarsag til at føle sig utrygge i Besiddelsen af deres Embeder, som man nylig, endog før Paveskiftet, ved Besettelsen af Oslo Biskopsstol efter Biskop Salomons Død (hvorom i det følgende) havde haft Exempel paa, at hverken eenstemmigt Valg, eller canonisk Confirmation og Indvielse altid kunde sikkre Indehaveren af en Biskopsstol mod at fortrænges af en begunstiget Medbejler, der meldte sig med en pavelig Provisionsbulle s Lommen. Den ansøgte Bekræftelse blev ham, som vi ville see, ikke negtet, og uagtet den først kom i Juli 1355, kunne vi saaledes dog sette hans Biskopsverdigheds Begyndelse lige fra 1350[3].
- ↑ Alt dette, saavelsom de øvrige, her meddeelte Omstændigheder ved Haavards Valg, meddeles i Confirmationsbullen for Hamar af 31te Juli 1355.
- ↑ Nemlig to forskjellige „Confessionaler“ eller Tilladelser til at velge sig en Confessor, der kunde give ham fuldstændig Absolution in articulo mortis, den ene given af Clemens d. 6te, 14de Juli 1351 (Regest. Clement. VI. commun. ann. X. lib. 4. p. 2. fol. 66), den anden af Innocentius den 6te, 14de Januar 1354 (Reg. Innocentii VI. cod. chart. T. VIII. ann. 2. f. 617).
- ↑ Det vækker undertiden nogen Urede, at Haavards Navn stundom, især i pavelige Skrivelser, skrives urigtigt Hallvard, f. Ex. i det sidstnævnte Confessionale af 1354, ligeledes i Tienderegnskabet af 1353, hvorom der nedenfor vil blive handlet. Det er let at skjønne, at især de pavelige Secretæren, der ikke forstod sig paa de norske Navne, og i saa lang Tid havde været vante ved at see „Hallvardus episcopus Hamarensis“, nu have forvexlet begge Navn, og stundom skrevet „Hallvard“, som før. Da man siden, i 1359, fik en Biskop Hallvard i Oslo, opstod igjen nye Fejltagelser, thi nu kaldte man stundom denne Haavard.
