Hopp til innhold

Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/529

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
511
1349–50. Den store Mande-Død. Biskopskskifter.

thorm være død snarere mod Slutningen, end ved Begyndelsen af Pesten, thi Valget af hans Efterfølger skete ikke førend i 1350. Chorsbrødrene valgte da enstemmigt Cantsleren Arne Aslakssøn, der blandt sine flere Canonicater ogsaa besad et ved Stavangers Domkirke, og netop, som vi ville see, havde nedlagt sit Cantsler-Embede. Formodentlig skete dette Valg i Midten af Juni, da han selv var med Kongen paa disse Kanter[1]. Kongen har da vist selv været inde i Stavanger og ved sin Indflydelse faaet ham valgt. Men da han var uegte født, kunde han alene postuleres og maatte derfor drage til Curien for at faa Bekræftelse. Her døde han, inden Sagen endnu var afgjort, og Biskopsstolen[2] kunde derved paa en vis Maade siges at være bleven „ledig ved Curien“, idetmindste betragtede Pave Clemens den saaledes, thi han udnævnte strax dertil ved Provisionsbrev af 30te Mai 1351 Predikebroderen Sigfrid fra Linkøping, der i længere Tid havde levet i Avignon som Poenitentiarius for „den danske Tunge“, det vil sige for Nordens Folk, og som af de Begunstigelser, han nød, at dømme, maa have staaet i høj Gunst ved Curien[3]. Sigfrid blev indviet af Cardinal-Biskopen af Præneste og skulde derpaa sidst i Juni begive sig til Norge[4]; han synes ogsaa at være kommen derop[5], men alene for strax efter at lade sig forflytte til Oslos mere indbringende Biskopsstol, som det i det følgende skal omtales.

Efter Biskop Hallvard i Hamar fulgte en Olaf, om hvem ogsaa en gammel Biskopsrække[6] taler, men som maa have beklædet Biskopsstolen meget kort, neppe mere end nogle faa Maaneder. Thi da Capitlet efter hans Død til sin Eftermand valgte en af sin egen Midte, Chors-

  1. Han beseglede nemlig Breve i Kongens Nærværelse i Bergen den 2den Juni og den 14de Juni, som det i det følgende vil sees.
  2. Alt dette berettes i Provisionsbullen for Biskop Sigfrid, som strax nedenfor omtales.
  3. Regest. Clement. VI. commun. an. X. lib. 1. fol. 5. ep. 9. Den 5te Aug. 1350 fik han, som poenitentiarius Daciæ, bevilget for en af sine Klerker Ingeld Jonssøn fra Uppsala, der studerede i Paris, et Canonicat med Præbende i Aabo, og for en anden, Harald, et ved Indehaverens Død paa Reisen fra Jubilæet ledigt blevet Canonicat med Præbende i Skara. Clement. VI. Reg. Supplic. ann. 9. fol. 3. Den 19de Apr. 1351 meddeelte han i Avignon som pavelig Poenitentiar for Prov. Daciæ et Confessionale for en svensk Prest.
  4. Hjemsendelsesbullen er dateret 27de Juni 1351, Reg. Clement. VI. commun. ann. X. lib. 4. p. 2. fol. 99. ep. 745.
  5. At Sigfrid virkelig kom til Norge sees især deraf, at Erkebiskop Olaf den 1ste Juni 1352 indkaldte ham til Provincialconcilium i Bergen, (Dipl. N. IV. 357), men han maa strax efter være, eller var maaskee allerede da reist tilbage til Avignon, hvor han opholdt rig, da han den 14de October udnævntes til Biskop i Oslo.
  6. Nemlig Fortegnelsen over de norske Biskoper, aftrykt i „Norsk Tidsskr.“ V. 44.