hvorhos det under Brevebruds Straf forbødes at vrage Kongens Mynt: altsammen Forbud og Befalinger, der neppe bleve tagne synderligt til Følge, ja neppe engang bleve givne i Haab om at man vilde tage dem til Følge[1]. Til Tunsberg, som sagt, maa idetmindste Erkebiskopen og Biskop Hallvard og Sira Salomon være ankomne inden den 16de August, thi paa denne Dag afsagde de deres Voldgiftskjendelse mellem Biskop Audfinn og Magister Capellarum, „efter reent og fast Samtykke saavel af Parterne, som – gjennem Hertuginden og Raadet – af Kong Magnus selv, forsaavidt hans Ret derved berørtes“. Heraf kan man dog ikke see, om begge Parterne og Kong Magnus ogsaa nu vare tilstede, og her gave deres endelige Samtykke, eller om disse Ord sigte til et tidligere givet, foreløbigt Samtykke, da Sagen voldgaves hine tre Mænd; dette sidste er rigtignok det sandsynligste, hvilket ogsaa andre Omstændigheder, der strax skulle anføres, for Kongens Vedkommende synes at bestyrke. Kjendelsen, der synes at være billig og upartisk, men dog neppe kan have tilfredsstillet Audfinn, bød, at de, der havde tilsidesat Respecten mod Biskopen, endog i tvivlsomme Ting, skulde bede ham om Tilgivelse, hvilken han og naadigst skulde meddele dem; at alle Bannsetninger, Fornærmelser og Voldsomheder fra hvilkensomhelst Side skulde være tilbagekaldte og glemte, og Biskopen skulde uden Vanskelighed lade dem løse, der behøvede det; Reguleringen af Kirkesognene i Bergen og Overdragelsen af Sjælesorgen havde altid med Rette tilhørt og skulde fremdeles tilhøre Biskopen, dog saaledes, at af alle de Tiender, der hidtil vare indstillede uden Biskopens Samtykke, skulde kun den halve Deel godtgjøres, den anden Halvdeel af Biskopen eftergives for Fredens Skyld. Fane Kirke hørte retmessigt til Apostelkirken og skulde med Tilbehør inden en Maaned gjengives den. Hvad Sacramentets Uddeling angaar, da skulde, hvis Kongen, Dronningen og deres Børn ønskede at nyde det i Apostelkirken, ogsaa deres Følge af Riddere og Svene kunne deeltage deri; det samme skulde og i deres Fraværelse være tilladt Fehirden, der sidder i Kongsgaarden. I eller ved Apostelkirken skulde alle det kongelige Capells Klerker, forsaavidt som de der havde fælles Bordhold, begraves, saavelsom alle andre, der her valgte Gravsted, imod at vedkommende Sognekirke fik sin Rettighed; her skulde Kongens Børn døbes, og de, hvilke Kongen og Dronningen holdt over Daaben, ligesom og de Egtefolk skulde vies her, hvis Bryllup Kongen og Dronningen holdt. Men forøvrigt skulde det være Kirkens Provst, Chorsbrødre og Prester aldeles formeent at uddele Sacrament eller udføre sogneprestelige Forretninger, uden efter særskilt
- ↑ Norges gl. Love, III. S. 149.
