Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/504

Denne siden er korrekturlest

486

Magnus Erikssøn.

imod Fru Birgitta Byrgesdatters Advarsler, som hun paastod grundede sig paa Aabenbarelser af Christus og den hellige Jomfru selv, brugte udenlandske Lejetropper, baade fra Tydskland og Danmark. Det har vist fuldkommen sin Rigtighed, at han raadførte sig med Fru Birgitta, thi hendes efterladte saakaldte Aabenbarelser bevidne dette, og det synes desuden paa den Tid næsten at have været en Sedvane at raadspørge hende som etslags Orakel ved vigtige Foretagender^[1]. Det er ogsaa i fra selv heel rimeligt, at Kongen foruden indenlandske Krigsmænd har lejet tydske Tropper, thi det var jo netop i hine Tider Skik og Brug. Men i St. Birgittas Aabenbarelser staar der rigtignok ikke et Ord om hiin Advarsel

Thomas af Vegsjø, samt Hr. Gisle Elinesøn, Gøtstav Tunessøn, Nicl. Arnbjørnssøn, Knut Folkessøn, Karl Neskonungssøn, Karl Tukessøn, Amund Sture, Laurents Karlssøn, Puke Glysing, Steen Thuressøn, Riddere, og Johan Christinessøn, Sven. Altsaa holdtes her ogsaa et Høvdingemøde; dog maa man vel antage, at mange af de nævnte Herrer ogsaa fulgte med paa Toget.

↑ Om St. Birgitta, Datter af Hr. Byrge Peterssøn og Enke efter Hr. Ulf Gudmarssøn, er det her overflødigt at tale nærmere, da udførlig Besked om l hende findes saavel hos Lagerbring som i andre historiske Skrifter s navnlig Langes „de Norske Klostres Historie“, Side 53 ff. Hendes saakaldte „Aabenbarelser eller Revelationes“, om hvilke det nu er oplyst, at de virkelig ere forfattede eller oprindeligt dicterede af hende selv, indeholde blandt megen mystisk og uforstaaelig Tale dog en og anden ikke uvigtig Antydning til de Begivenheder, som i Sverige forefaldt inden hendes Afreise derfra, hvilken man ogsaa heraf kan see fandt Sted ikke i 1346, som det almindeligt siges, men idetmindste efter 1348, fra hvilket Aar vi ogsaa, som ovenfor viist, (S. 478) endnu have et af hende i Skeninge udstedt Brev. Vi see saaledes deraf, som det strax nedenfor nærmere skal omtales, at hun i 1348 overtalte sin Broder Hr. Israel Byrgessøn til at modtage Generalembedsmands-Posten istedetfor at følge Kongen paa Toget til Rusland. Hendes Orakelfvar til Kongen om det forestaaende Tog indeholdes i Revelationernes 8de Bogs 39te, 40de, 42de, 43de, 44de og 45de Cap. Deres Indhold er i Korthed dette: at han bor have godt Mod, dueligt Legeme, frivillige og brave Vasaller og Krigere, at han i Forvejen bor gjennemreise sit Rige og forvisse sig om, hvorledes Lov og Ret overholdes, at han skal have to Faner, en fremstillende Christi Lidelse, en anden Retfærdighedens Sverd, medbringe dydige Klerker og Munke af forskjellige Ordener, ikke medtage for mange Krigere eller stole for meget paa sin Styrke, at han skal tilbyde de Vantro Fred, Tro og Frihed, og kun skride til Straf og Udryddelse, hvis de foragte hans Tilbud. Det sees af Cap. 43, at hun efter Kongens Hjemkomst dadlede ham og hans Mænd baade for Tilbagetoget i sig selv, og fordi de gav sig og ikke Gud, Æren for Sejren. I alle disse Svar nævnes ikke Magnus’s Navn, han betegnes kun som „en Konge i Sverige“. Man seer ogsaa af Cap. 46, at han havde en Biskop med paa Toget, thi denne Biskop tilholdes her strax at oprette en Kathedralkirke, naar endeel af Hedningernes Land er indtaget. Denne Biskop var maaskee Henning af Aabo, men maaske og en af de fire ovennævnte. St. Birgitta forlod neppe Sverige førend til Jubilæet 1350, eller i 1349, som det udtrykkeligt siges i Ser. R. D. p. 258, (see nedenfor S 488 Note 3).

[1] Om St. Birgitta, Datter af Hr. Byrge Peterssøn og Enke efter Hr. Ulf Gudmarssøn, er det her overflødigt at tale nærmere, da udførlig Besked om l hende findes saavel hos Lagerbring som i andre historiske Skrifter s navnlig Langes „de Norske Klostres Historie“, Side 53 ff. Hendes saakaldte „Aabenbarelser eller Revelationes“, om hvilke det nu er oplyst, at de virkelig ere forfattede eller oprindeligt dicterede af hende selv, indeholde blandt megen mystisk og uforstaaelig Tale dog en og anden ikke uvigtig Antydning til de Begivenheder, som i Sverige forefaldt inden hendes Afreise derfra, hvilken man ogsaa heraf kan see fandt Sted ikke i 1346, som det almindeligt siges, men idetmindste efter 1348, fra hvilket Aar vi ogsaa, som ovenfor viist, (S. 478) endnu have et af hende i Skeninge udstedt Brev. Vi see saaledes deraf, som det strax nedenfor nærmere skal omtales, at hun i 1348 overtalte sin Broder Hr. Israel Byrgessøn til at modtage Generalembedsmands-Posten istedetfor at følge Kongen paa Toget til Rusland. Hendes Orakelfvar til Kongen om det forestaaende Tog indeholdes i Revelationernes 8de Bogs 39te, 40de, 42de, 43de, 44de og 45de Cap. Deres Indhold er i Korthed dette: at han bor have godt Mod, dueligt Legeme, frivillige og brave Vasaller og Krigere, at han i Forvejen bor gjennemreise sit Rige og forvisse sig om, hvorledes Lov og Ret overholdes, at han skal have to Faner, en fremstillende Christi Lidelse, en anden Retfærdighedens Sverd, medbringe dydige Klerker og Munke af forskjellige Ordener, ikke medtage for mange Krigere eller stole for meget paa sin Styrke, at han skal tilbyde de Vantro Fred, Tro og Frihed, og kun skride til Straf og Udryddelse, hvis de foragte hans Tilbud. Det sees af Cap. 43, at hun efter Kongens Hjemkomst dadlede ham og hans Mænd baade for Tilbagetoget i sig selv, og fordi de gav sig og ikke Gud, Æren for Sejren. I alle disse Svar nævnes ikke Magnus’s Navn, han betegnes kun som „en Konge i Sverige“. Man seer ogsaa af Cap. 46, at han havde en Biskop med paa Toget, thi denne Biskop tilholdes her strax at oprette en Kathedralkirke, naar endeel af Hedningernes Land er indtaget. Denne Biskop var maaskee Henning af Aabo, men maaske og en af de fire ovennævnte. St. Birgitta forlod neppe Sverige førend til Jubilæet 1350, eller i 1349, som det udtrykkeligt siges i Ser. R. D. p. 258, (see nedenfor S 488 Note 3).

[1]