Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/492

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
474
Magnus Erikssøn.

i Sverige ogsaa i de nærmest foregaaende Aar, lige fra Fredsslutningen af, er formodentlig ej mindre at tilskrive hans Iver for at drive denne Sag, end hans Samvittighedsfuldhed i at udføre sine Dommerpligter, og naar vi ret betragte denne hans Virksomhed, maa vi atter erkjende hans oprigtige Iver og utrættelige Bestræbelser for at fremme sine Undersaatters Tarv og raade Bod paa de Onder, der under Formynderregjeringen havde indsneget sig. Udkastet til den nye Lov var ferdigt i Begyndelsen af 1347 og skulde prøves samt antages paa et Raadsmøde, der afholdtes i Ørebro strax efter Paaske (i April Maaned).“ Denne Lovbog kunde vel neppe egentlig være Frelsemændene behagelig, da den nøjedes med alene at tage billigt, men ikke utilbørligt, Hensyn til deres Fordringer, og saaledes hverken opoffrede Kronens eller Folkets Rettigheder, navnligt udtrykkeligt berørte Tilbage-Erhvervelsen af de Kronen frakomne Ejendomme. Alligevel blev den vedtagen af de verdslige Herrer; derimod indkom der Protester fra Geistlighedens Side omtrent af samme Slags som de, der i sin Tid af Norges Geistlighed fremsattes mod Landsloven. Disse Protester synes dog ikke at have hindret dens Antagelse og Anvendelse i alt, hvad der vedkom den borgerlige Lovgivning, idetmindste saalænge Kongen endnu nogenledes kunde haandheve sin Myndighed og sette sin Vilje igjennem. Da han endelig, som vi ville see, laa under i Kampen med det overmegtige Aristokrati, blev vel ogsaa hans nye Lovbog, som man senere har kaldet Medal-Lagen, tilsidesat, indtil den endelig omtrent hundrede Aar senere med højst ubetydelige Forandringer blev gjenindført[1].

Imidlertid gik Regjeringsforretningerne i Norge sin Gang, idet s Cantsleren fremdeles i Kongens Navn udstedte og beseglede Breve, og „ forsamlede Raadsherrer, det være sig nu en fast nedsat Commission, eller forskjellige til særskilte Moder sammenkaldte Herrer, afgjorde endog meget vigtige Anliggender. Saaledes blev den 12te Januar hiin Dom afsagt

  1. Om Medallagen, see Lagerbring III. 245, 380, 545 fgg., hvilket her har været min eneste Kilde, da Loven selv med Apparater endnu ej er udgiven, skjønt med det første en Udgave, der vist intet lader tilbage at ønske, skal kunne ventes fra Dr. Schlyters kyndige Haand. At Loven virkelig blev antagen, seer man blandt andet deraf, at Hr. Ketil Glysing, Fru Cecilia Glysingsdatters Broder, lod sig den 3die August 1354 af Kongen give Stadfestelse paa et af hende udstedt Gavebrev, hvorved hun, „i de gamle Love“ skjenkede ham og Arvinger noget Jordegods „med Feste og Skjel og alle østergøtske Love“; Kongen bad, at ingen skulde gjøre Ketil eller hans Arvinger Ejendommen derover stridig under Paaskud af, at Gaven var „skeet i de gamle Love, førend de nye gaves eller lystes“. Altsaa blev den nye Lov lyst til Thinge. Der gives ogsaa flere Haandskrifter af den, men uden Kirkebaalkerne, formedelst de Geistliges Protest.