traf vist meget hyppigt. Formodentlig havde man og Falke ved de andre Fehirdsler, men neppe saa mange som i Bergen, thi her indbetaltes alle de kongelige Rettigheder fra Island, hvor især de fleste Falke fangedes. Besynderligt skulde det være, hvis Kongen virkelig har haft nogen Fordeel af dette Falkesalg. Men alene det, at han forsøgte derpaa, viser, i hvilken Nød han maa have befundet sig, thi hans Forfedre vilde vist have fundet det under sin Verdighed at selge Falke og ikke forære dem til fremmede Fyrster.
Dette Andragende var ellers ikke det eneste og vigtigste, som Kongen ved denne Lejlighed lod fremsette for Curien. Han indgav en heel Mængde Ansøgninger og sendte dem to af sine Capellaner, nemlig Magnus Østeinssøn af Surunda, Chorsbroder i Linkøping og Skara, og Tidemann Ulfredssøn, Canonicus i Aabo. Han medgav disse ogsaa flere Foræringer til Paven, hvoriblandt endeel hvide Falke. Den merkeligste og vigtigste af disse Ansøgninger varet fornyet Andragende om, at den danske Konges Afstaaelse af Skaane og Halland m. m. maatte blive bekræftet af Curien, hvilket, som vi erindre, Pave Clemens’s Formand havde afslaaet, under Paaskud af at man ikke havde undersøgt Forholdene og hørt alle rette Vedkommendes Forklaring. Kongen anførte til sin Fordeel, at Skaane, Halland, Bleking, Lister og Hveden laa i Sammenhæng med Sverige, og var i sin Tid ved hans Driftighed saavel ved Kjøb, som ved anden Adkomst blevne erhvervede fra den danske Konge, over hvilken Afstaaelse authentiske Brevskaber vare blevne oprettede, forsynede med begge Kongers Segl, og Gjenparter af disse Brevskaber vedlagdes, da man ej torde udsette Originalerne selv for Faren af at bringes den lange Vej. Det er ikke saa usandsynligt, at de nys omtalte Forhandlinger om Halland, som Kong Magnus formodentlig har haft med Kong Valdemar, og den fuldstændige Afbetaling af Kjøbesummen har ladet ham ansee dette for en passende Tid til at fornye Andragendet; han har maaskee og ventet sig større Medgjørlighed af Clemens, end af Benedict. Paven synes ogsaa selv at have modtaget Andragendet med
Erlingssøn (sammesteds S. 104), og endelig den 31te Januar (sammesteds S. 113): „Saavidt vi erindre, have vi henvendt os til Eder om Thomas skotske’s Erende, og bede Eder endnu engang, medens Provsten er saa nær vor Herre Konge, at erfare, hvorledes han vil have det tilendebragt“. Det er ikke usandsynligt, at denne Thomas skotske stod under Beskyttelse af Enkedronningen, den daværende skotske Konges Fadersyster. Uagtet vel de fleste Falke kom fra Island og Norge, sees der dog ogsaa at have været drevet Falkefangst i Sverige og Finland, saaledes er der et Brev fra Kong Magnus, dateret Svartsjø den 25de Marts 1355, hvorved han overdrog Alvastra Kloster Falkefangsten ved Gaarden „Svæsthinger“, og i Kongens svenske Testamente (see ovenfor) nævnes blandt Indtægterne af Finland ogsaa „Falkeiejet“.
