var maaskee dette, der stod Kong Magnus for Hovedet, da ogsaa han omtrent paa samme Tid søgte Paven om at maatte drage til den hellige Grav eller sende hundrede Mand paa sin Bekostning. Hermed forenede han dog maaskee ogsaa en Handelsspeculation, thi han søgte ved samme Lejlighed om uden Excommunications, Suspensions eller Interdicts Straf at maatte sende Falke til Sultanen af Babylon (Cairo) og andre Lande, ikke til Foræring, som i gamle Dage, men til Salg, for om muligt derved at kunne faa betalt noget af den Gjeld, der saa haardt trykkede ham, „især formedelst den slette Forvaltning af Landet i hans Barndom, og de Forpligtelser, Bestyrerne i den Tid havde paabyrdet ham“. Paven tillod ham det, saa ofte han vilde, i en Tid af fem Aar, naar der kun ej ved samme Lejlighed bragtes Sager til Hedningerne, der kunde anvendes til christne Folks Skade[1]. Det synes ikke saa urimeligt, at Kongen kan have afsendt disse Falke med de selvsamme Mænd, der drog i Pilegrimsferd paa hans Vegne. Men en Mængde Falke maa det have været, eller og maa de have været umaadeligt betalte, hvis det virkelig skulde lønne sig at sende dem saa lang Vej for at selge dem. Det er af det Foregaaende bekjendt, at alle Jagthøge og Falke i Norge alene tilhørte Kongen og Erkebiskopen, og vi erfare af Biskop Haakons Brevvexling, at der ved Fehirdslen i Bergen altid havdes et Forraad af dem; paa den Tid laa der en ung Skotlænder i Bergen, sandsynligviis afsendt af Kong David selv, for at skaffe Falke[2], og slige Sendebud ind-
- ↑ Brevet, der meddeler Bevilgningen, findes i Regest. Clem. VI. commun. ann. VI. lib. 4. fol. 111. ep. 200.
- ↑ I sit Brev til Kongen af 3die November 1337 (Samll. V. 108) skrev Biskop Haakon: „Vi beder Eder ej at tage det ilde op, at vi underrette Eder om den skotske Sven, der fulgte med os og havde Brev fra Eder paa, at Fehirden skulde affinde ham en hvid Terciel; han fik dog ingen, fordi der, som vi hørte, hverken fandtes nogen hvid eller graa: nu staar det til Eders Naade at bestemme, hvad der videre skal skee i denne Sag; vi saa dog gjerne for Eders Skyld, at han heller maatte blive affundet med en hvid Formeel, om den end var daarlig, eller saa mange graae, som dertil svarede, fremfor at han noget Øjeblik skulde sige, at han havde længe ventet for tilsidst intet at faa“. Om det samme Anliggende skrev Biskopen samme Dag til Bjarne
lutionsbrev, dateret Avignon tertio id. Sept. ann. 6. (d. e. 11te September 1347), Regest. Clement. VI. ann. 6. lib. 2. ep. 770, fol. 253. Man har og endnu den Supplicationsrolle, hvori Valdemar blandt meget andet ogsaa søger om denne Absolution, og som Paven under eet bifaldt nysanførte Dag (Regest. Supplic. Clement. VI. ann. 6. part. 2. fol. 83). Valdemar var endnu i Marienburg den 13de Februar 1347 og udstedte Qvittering for 5te Afdrag paa Kjøbesummen for Estland (Monum. Livon. ant. III. 63), men den 26de var han reist videre, thi da qvitterede Ridder Frederik von Lochen for 6te Afdrag i hans Navn (sammesteds S. 69), og vi høre ej mere til Kong Valdemar, førend vi den 24 Juni finde ham i Kjøbenhavn (Suhm XIII. 173).
