til hans Embede eller Prestbordet. Den lovligt indsatte Prest havde at bortbygge (bortfeste) Preste-Indtægtens Jordegods paa saa mange Aar, som skjønsomme Mænd fandt tjenligt. Tiende skulde ydes af al Jordens Afgrøde idet Sogn, hvor den voxede. Alle lærde Mænd skulde opføre sig sømmeligt og ej bruge Klæder af paafaldende Snit og Farve. De skulde ej tage Ombud af Lægfolk til nogen Sagførsel, ikke møde i Stevne for Lagmands Dom, uden for at søge sin og Prestens eller Enkers og faderløse Børns Ret, ikke aflegge Eed for Lægmænd, ikke sidde i nogen Dom, eller skrive Breve eller Domme, eller være i Samraad med i Sager, der gjaldt Folks Liv eller Lemmer, ikke underkaste sig Lagmands Dom uden Biskopens Tilladelse. Ingen Prest maatte under Suspensions-Straf deeltage i Brylluper, som ej forud vare lovligen tillyste, eller synge Egteskabsmesse for andre end Jomfruer, naar de giftedes, ikke for Enker. Ingen Prest maatte under Banns Straf forud betinge sig eller modtage Betaling for nogen kirkelig Forretning, men bagefter kunde han kræve „gammel Skyldighed“ og taknemmelig modtage, hvad enhver gav. Ingen Klosterformand maatte under Afsettelses-Straf indtage nogen i sit Kloster ved Kjøb eller Overeenskomst, og hver Biskop skulde i sit Biskopsdømme paasee, at der ej indtoges flere Personer i Klostret end dettes Gods tilstedte. Endelig gaves Regler for de saakaldte Prestestevner eller Diøcesanmøder. – Alle disse Bestemmelser ere egentlig kun Tillempninger af almindelige pavelige Decreter og Concilbestemmelser paa de norske Forhold, der nu saaledes stadfestedes og lovtoges for hele Nidaroos’s Provinds. De udmerke sig fordeelagtigt ved fornuftigt Maadehold, medens de dog omhyggeligt verne om Kirkens Rettigheder, og vidne om en rosverdig Iver for at ordne Kirkestyrelsen, Sjælesorgen og Gudstjenesten paa den sømmeligste og hensigtsmessigste Maade[1].
Af andre Sager, der forhandledes ved dette Møde, eller maaskee endog for det egentlige Concilium tog sin Begyndelse, var udentvivl Tvisten mellem Biskop Audfinn og de kongelige Klerker ved Apostelkirken. Uagtet Biskopen, som ovenfor viist, allerede havde gjort alle Forberedelser til at føre sin Sag for Curien, lod han sig dog, formodentlig af Erkebiskopen, overtale til at lade Sagen afgjøre ved Voldgiftskjendelse, hvortil og den anden Part sees at have været villig, og dette maa være blevet afgjort i Bergen, da de tre udvalgte Voldgiftsmænd alle vare her tilstede, nemlig Erkebiskopen, Biskop Hallvard af Hamar og den føromtalte, forhen stavangerske, og derpaa throndhjemske Chorsbroder Salomon Thorvaldessøn, der synes som etslags Coadjutor at have ledsa-
- ↑ See Norges gamle Love III. S. 246–270; samt Uddrag og Forklaring af Statut-Bestemmelserne i Keysers „den norske Kirkes Historie“ S. 190–209.
