saget Biskop Helge, hvis Eftermand han to Aar derefter blev. Endvidere forhandledes om Rumaskattens Indsamling, for hvilken Erkebiskopen endnu var Generalcollector over hele sin Provinds. Den 7de Juli udstedte Biskoperne Viljam, Audfinn, Haakon og Hallvard et Vidnesbyrd om at Erkebiskopen da i sit Kammer foreviiste dem den hele af ham indtil da gjennem en længere Aarrække i forskjellige smaa Kobbermynter oppebaarne, mens nu i reent Sølv omsatte Sum, der beløb sig til 478 Mk. 4 Skilling Sterling efter norsk Vegt[1]. Endelig maa der have været procederet mod Biskop Viljam af Orknø, hvis Ferd i flere Henseender havde været mislig. Allerede Aaret forud stod det saa daarligt til med hans Rygte, at Erkebiskopen havde besluttet at lade hans Diøces visitere af tvende dertil særskilt beskikkede Mænd, nemlig Kormak, Archidiaconus paa Syderøerne og Grim Ormssøn, Præbendarius af Nidaroos, sandsynligviis den samme, som vi tidligere have seet berøvet Fane Kirke og bannsat af Biskop Audfinn. Disse Visitatorer, der ved Ankomsten d. 28de Sept. i det foregaaende Aar bleve saare venligt modtagne af Biskopen og rigeligt forsynede med alt, hvad de behøvede, havde i Førstningen, rimeligviis vundne herved, og paavirkede af Jarlen og dennes Hustru Katharina, afgivet en gunstig Indberetning; de havde fundet, skrev de, at Manglerne ved Øernes Kirker ej saameget var at tilskrive Viljams, som hans Formænds Efterladenhed, da han selv ikke i saa kort Tid endnu havde kunnet rette derpaa, men han havde lovet i Jarlens og denne Frues saavelsom Capitlets Overvær, at det snart skulde skee; og dertil anviist en Deel af sine Indtægter. Men hvad Rygterne om Biskopens private Levnet angik, da kunde de efter indhentet eedelig Erklæring af Archidiaconus m. fl. forsikkre at de vare falske, og navnlig at Beskyldningen for Ukydskhed, der tillagdes ham, var ugrundet[2]. Siden maa derimod Visitatorerne skriftligt eller mundtligt have givet en langt anden Beskeed, hvad enten nu nye Oplysninger vare fremkomne, eller den Indflydelse, Biskopens Venner kan have haft paa dem, var ophørt. Ved nøjere Eftergranskning, heed det nu, havde de fundet, at Biskopen ved Afhændelse og Bortforlening saaledes havde formindsket det biskopelige Gods, at hverken Kathedralkirken eller Biskopsgaarden tilbørligt kunde vedligeholdes, men forfaldt; ligeledes stod det daarligt til med Presternes Underhold og Prestegaardene. Til Trods for Kirkelovene havde han ikke bortgivet noget Beneficium paa canonisk Viis, men antaget dertil paa visse Aar, ja Maaneder, Fremmede, Landstrygere og forløbne Munke imod en vis betinget Afgift til ham. Den kirkelige Anstæn-
