Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/473

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
455
1346. Kong Magnus i Norge.

var ganske nær ved Haanden eller idetmindste ikke langt borte[1]. Kongen havde nok i Førstningen Hovedet fuldt af sine svenske Anliggender, ja han synes endog at have været mere end sedvanligt nedtrykt af dem, maaskee i Følelsen af, at han allerede ved den sidste Kundgjørelse paa en vis Maade havde kastet den første Feidehandske til Stormændene. Han tænkte ogsaa, som man seer, allerede nu paa Fornyelsen af Krigen med Rusland, der ikke var synderlig populær i Sverige. Maaskee har Kongen tillige følt sig syg eller haft Grund til at frygte for sin nær forestaaende Død. Thi ej længe efter, imod April Maaneds Ende, vendte han atter paa nogle faa Dage tilbage til Ljodhuus for her atter at samles med flere af sine Raadgivere og i Forening med sin Dronning at gjøre sit Testament d. 1ste Mai. Paa Vejen derhen, under sin Reise gjennem Borgesyssel, udøvede han den eneste Regjeringshandling, der under hele dette hans Ophold i Norge vides at være udgaaet fra ham i hans eget Navn, idet han nemlig baade fra Valdensholm og det ej langt derfra liggende Haaleysa (i Oos)[2] gav en Forordning fra Oslo, i hvilken han bekræftede Stadens eldre Privilegier og derhos deels nærmere bestemte enkelte af dem, deels ogsaa fastsatte nye Bestemmelser, sigtende til at værne om Stadens Handel, saaledes fornemmelig at ingen Gester eller

  1. See for det første det allerede omtalte Bekræftelsesbrev, udstedt i Oslo den 26de Februar 1346 (Dipl. N. III. 236). Havde Kongen her været tilstede, vilde der udtrykkeligt have været tilføjet „os selv nærværende“, altsaa maa Brevet have været udferdiget af Cantsleren paa egen Haand, uagtet det er højst sandsynligt, at Kongen allerede da var kommen til Oslo. Siden finde vi et Landsviskbrev, udstedt i Kongens Navn paa samme Maade fra Oslo og beseglet af Cantsleren den 21de Juni 1346 (Dipl. N. I. 297), medens derimod et Gavebrev, udstedt af Kongen fra Tunsberg den 22de Juni (Dipl. N. II. 284) siges at være beseglet i hans Nærværelse; hiint er saaledes udstedt af Cantsleren i Kongens Fravær, og beseglet med Rigsseglet, dette udstedt af Kongen selv, og formodentlig beseglet med Secretet. (Det er ellers at mærke, at det sidste i Dipl. N. er urigtigt henført til 21de Juni).
  2. Forordningen er trykt i Norges gl. Love efter en Lovcodex fra omkring 1400, III. S. 165. Her er den dateret fra Haaleysa, nu Haaløs i Oos Sogn ved Rakkestad-Elven. Men den findes ogsaa i den saakaldte „Privilegiebog for Christiania“ fra c. 1624 i det norske Rigsarchiv, omsat i det nyere Sprog; her nævnes som Udstedelsessted „Wallentzøhuuß“, d. e. Huset eller Borgen Valdensø, Valdensholm i Glommen (s. ovf. III. 552, IV. 1. 537) omtrent en Miils Vej nordligere. Kongen maa altsaa paa Gjennemreisen have udstedt een Gjenpart paa Valdensholmen, en anden paa Haaløs, en Miil sydligere, og man seer heraf, at han har lagt Vejen over disse to Steder, formodentlig for at komme til Sarpsborg, og derpaa drage videre sydefter. I den nyere Paraphrase findes Aaret urigtigt angivet til Kongens 22de Regjeringsaar (1341) istedetfor det 27de (1346). Thi strax efter Paasken 134l (Udstedelsesdagen er nemlig betegnet som Tirsdag efter Paaskeugen) var Kongen i Stockholm, Dipl. Sv. 3561, 3568.