Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/472

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
454
Magnus Erikssøn.

Oslo, hvor han først synes at have begivet sig hen, formodentlig sidst i Februar eller først i Marts[1]. Kanskee det var hans Hensigt, nu endelig at forblive i Norge en længere Tid, som han før havde haft i Sinde, og General-Embedsmanden Johan Christinessøn sees virkelig i hans Fraværelse at have udøvet sit nye Embede[2]. Men om Kongen end nok saa meget havde haft et saadant Forsæt, maatte dog de nærværende Forhold nu gjøre dets Udførelse umulig[3], og selv i de faa Maaneder, han blev i eller ved Norge, var han ogsaa en Stund nede i Ljodhuus, ja maaskee endog i Halland og Skaane, som det nedenfor vil sees. Hvad han især drev paa i Norge, var rimeligviis de allerede paabegyndte Undersøgelser om hans Indtægter, thi han sendte nu ogsaa en Ombudsmand til Island i dette Øjemed. Denne Mand var den forhenværende Gulathings-Lagmand Holte Thorgrimssøn, der tillige udnævntes til Hirdstjore over hele Landet, medens den forrige Hirdstjore, Hr. Grim Thorsteinssøn, der i 1345 var kommen over til Norge, nu vendte tilbage som Lagmand over Nordlandet. Denne Sendelse af Holte Thorgrimssøn tør have været besluttet af Kongen efter Overlæg med Biskop Orm af Hole, der var hos ham i Oslo og her den 10de Marts 1346 fik et meget omfattende Varnadebrev af ham, i hvilket Kongen endog indrømmede Biskopen Sagøre af alle Forbrydelser ringere end Ubødemaal. Dette viser, at Orm maa have været vel anskreven hos Kong Magnus. Merkeligt nok er det, at Holte Thorgrimssøn ved denne Lejlighed kaldes slet og ret Holte Bonde og heller ikke senere omtales som Ridder, det han dog synes at maatte have været, naar han kunde blive udnævnt til Hirdstjore. Til Lagmand paa Sønderlandet udnævnte Kongen Jon Thorsteinssøn, maaskee den samme, der tidligere havde været Lagmand i Ryfylke (s. o. S. 431). Af de egentlige Regjeringssysler lader det ikke til, at Kongen tog sig saa synderligt, men overlod dem fremdeles til Cantsleren og de øvrige, der maaskee vare ham tilforordnede, thi vi see, at Cantsleren idetmindste bekræftede Domme og udstedte Landsvistbreve i Kongens Navn, uagtet denne enten

  1. Varnadarbrevet for Biskop Orm er udstedt fra Oslo og beseglet i Kongens Nærværelse 10de Marts, see Finn Jonssøns isl. Kirkehist. I. S. 431; af 26de Febr. findes en Bekræftelse paa en Dom, udstedt i hans Navn, (Dipl. N. III. 236), men da det ej udtrykkeligt tilføjes, at han var selv nærværende, er det sandsynligt, at Cantsleren har udstedt det paa egen Haand, see nedenfor.
  2. Den 24de Marts bortlejer nemlig Johannes Christinessøn i Egenskab af General-Embedsmand en Kongsgaard. – Dipl. i sv. Rigsarchiv.
  3. Man seer saaledes af et Brev, K. Magnus udstedte den 26de August til alle i Upplands Lagsaga, at de, som havde været dømte i hans Fraværelse paa den af ham foreskrevne Maade, havde skudt sig fra Dommen og appelleret til Kongen, see nedenfor S. 457.