Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/463

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
445
1345. Arne Aslakssøn Cantsler.

tro, at der i Begyndelsen af 1345 har været holdt et Sammentræde af flere Raadsmedlemmer i Oslo, thi Erkebiskop Paal var der, ligesaa Hr. Haakon Agmundssøn[1], og et temmelig skarpt Brev, som den 9de Marts fra Oslo udstedtes under Kongens Navn og Segl til Borgar Audunssøn, om at opfylde hans forlængst afdøde Broder Hr. Bjarne Audunssøns Testamente til St. Laurentii Kirke i Tunsberg, synes Cantsleren ikke at kunne have ladet udgaa af egen Magtfuldkommenhed, men først efter Overlæg med dertil beskikkede Raadsherrer[2]. Man faar heraf det Indtryk, at det var saa langt fra, at Kongen for det første tænkte paa et langvarigere Ophold i Norge, at han meget mere ordnede Sa-

    maa altsaa være udnævnt i Mellemtiden. Men da vi see af Kongens Brev til Sigurd Fyrd i Jemteland, dateret Ørebro den 11te November 1344 (Dipl. N. V. 174), at Kongen alene bruger sit Secret, ligesom senere den 5te Januar 1345 (sst. 175), kan man vel slutte, at han allerede da havde givet Storseglet fra sig, eller at altsaa Arnes Udnævnelse til Cantsler ligger mellem 13de Januar og 11te November 1344. Den Tid, da man rimeligst kan gjette paa, at Udnævnelsen skete, synes derfor at blive Juli Maaned, da Kongen opholdt sig paa Baagahuus og modtog Bøndernes Vedtagelse af Kong Haakons Designation til Konge, thi dette forudsetter, at endeel af Raadet og andre anseede Mænd vare nærværende, og kun ved et saadant Møde kan Udnævnelsen tænkes foregaaet. Pavens yderligere Dispensationsbrev for Arne, hvorved det tillades ham at modtage flere Beneficier, er dateret fra Villeneuve ved Avignon den 11te Juni 1345 (Regest. Clem. VII. commun. an. IV. l. 2. fol. 258, ep. 367). Det heder her, at Arne havde berørt i fin Ansøgning, hvorledes han allerede før (olim) havde søgt om og faaet Dispensation for Mangelen ved fin Fødsel og derpaa var udnævnt til Provst ved Mariekirken; denne Udnævnelse var altsaa skeet nogen Tid førend han skrev sin nye Ansøgning til Paven, og naar denne Ansøgning indvilgedes 11te Juni 1345, var den vist skrevet mindst et halvt Aar forud, altsaa i 1344. Blandt de Beneficier, som Arne ifølge Pavens Tilladelse forenede med Cantsler-Verdigheden, kan man med Vished nævne tre Canonicater, et ved Hamars, et ved Oslos og et ved Stavangers Domkirke, som det nedenfor vil sees.

  1. See Brev af 3die Januar 1345, (Dipl. Norv. II. 267), hvorved Hr. Haakon Agmundssøn solgte til Erkebiskop Paal noget Gods efter fin afdøde Svigergersøn Jon Hemingssøn; ligeledes Erkebiskop Paals aabne Brev, dateret Oslo 25de Januar 1345 (Dipl. N. I. 292), hvori han undersøgte en Klage af Hr. Jon Saltkarls Datter Gyrid over to Geistlige ved Domkirken, der forholdt hende noget Jordegods paa Follo. Den Omstændighed, at Erkebiskopen, ikke Biskop Salomon, her optræder som Dommer, synes at betegne hiin som Medlem af en Regjerings- og Doms-Commission.
  2. Brevet til Borgar Audunssøn er dateret 9de Marts 1345 (Dipl. N. IV. 285). Tre Dage forud udstedte Cantsleren et Landsvistbrev i Kongens Navn (Dipl. N. II. 262); at Kongen da ikke var i Oslo, men at Cantsleren kun paa sedvanlig Viis brugte Kongens Navn og Rigsseglet, sees noksom deraf, at Kongen selv den 7de og 8de Marts var paa Langeryd i Sverige og afsagde Domme, Dipl. Sv. 3913, 3915.