egen Haand at forføje over de kongelige Indtægter ved Breve under Kongens Secret, siden Rigsseglet ej var i hendes Hænder[1]. Og under Drottsetens egen Regjering, der maa betragtes som ført i Aristokratiets Interesse, kan man ikke tvivle paa, at den gunstigste Fortolkning stedse har været anvendt, naar Herrernes Interesser stode i Strid med Kronens, f. Ex. ved Afgjørelsen af Spørgsmaal, om hvor meget Gods enhver af Kongens eller Biskopernes haandgangne Mænd og enhver Prest skulde have skattefrit, det vil sige, hvorledes man skulde beregne de „Nev“, for hvilke han ifølge de eldre Bestemmelser var fritagen for at svare Leding eller Visøre til Jordegods[2]. Thi om end en vis Vedtægt i saa Henseende havde dannet sig, maatte der dog altid være Rum for mange Vilkaarligheder og Begunstigelser. Desuden stod det ikke i Kongens Magt at forhindre Tilvexten af Biskopsmændenes og Presternes Antal, og at idetmindste det sidste var i Tiltagende, er umiskjendeligt, ligesom det ogsaa maa antages, at Kongens haandgangne Mænds Antal idetmindste ikke aftog. At saavel disse, som alle de øvrige, der kunde gjøre Paastand paa større eller mindre Skattefrihed, søgte at strekke denne ud over de tilbørlige Grændser, ligger i Sagens Natur, og at det virkelig lykkedes dem, dertil findes Antydninger nok, om det end ikke udtrykkeligt siges; ej alene var Omstændighederne gunstige dertil, men Exemplet, som de saakaldte Frelsemænd i Sverige gav lige for deres norske Standsfellers Øjne, kunde umuligt andet end virke til Efterlignelse. I Sverige havde, som vi allerede have nævnt, Kong Magnus Byrgessøn tilstaaet Herrerne Skattefrihed imod at gjøre Rostjeneste, men uden tillige at bestemme Forholdet mellem denne Tjenestes Forpligtelser og Vedkommendes Besiddelser, hvad enten han nu ingen klar Forestilling gjorde sig om, hvortil denne Indretning vilde lede, eller han formodede, at Stormændenes Forfængelighed vilde bringe enhver til at holde det størst mulige Antal Folk for at kunne glimre med et stort Følge. Heri bedrog han sig nu heller ikke, men disse Følger, eller, som de kaldtes, Storflokker, hvormed Herrerne omgav sig, viiste sig siden at være saa
- ↑ See det i Kongens Navn og under hans Secret fra Tunsberg udstedte Brev af 18de Octbr. 1323, hvorved det forbydes Haakon i Hvaløerne og Thrond Krakessøn at optage Ledingen paa Varna, da Mariekirken og dens Prester skulde have den (D. N. I. 173). Man maa antage, at disse Mænd have været beskikkede af Drottseten til at opkræve Ledingen, maaskee fordi Sysselmands-Embedet her har været ubesat, eller at een af dem har været Sysselmand; og at Hertuginden, der endnu var hos sin Søn, paa egen Haand har indblandet sig i deres Forretninger. Dette var vist ikke den eneste Gang, om end ikke flere Exempler ere os levnede.
- ↑ See ovf. IV. 1. S. 589, IV. 2. S. 376.
