Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/453

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
435
1320–1350. Sysselmændenes Anseelse.

Denne Skik vedvarede endnu i hele det 14de Aarhundrede. Om Sysselmændenes Lensmænd var det udtrykkeligt foreskrevet, at de helst skulde være hjemmehørende i Districtet og ikke velges blandt de haandgangne Mænd, uden at Bønderne selv samtykte deri[1]. Derfor var det vel yderst sjelden, at haandgangne Mænd dertil brugtes, og naar det skete, synes det at have været i de vidtløftigere Districter, hvor Sysselmanden ikke hyppigt kunde komme, og hvor det ogsaa gjaldt at have En i hans Sted, der ganske kunde repræsentere ham; men i saadanne Tilfelde synes Lensmanden at være bleven kaldt „Ombudsmand“, f. Ex. i Skidusyssel, under Hr. Ivar Agmundssøn, hvor den føromtalte Bjørgulf paa Mærdin kaldes hans Ombudsmand, maaskee fordi Titlen „Lensmand“ ansaaes for ringe for en haandgangen Mand, der selv kunde vente at blive Sysselmand[2].

39. Kongens Indtægter og deres Forringelse. Hans Bestræbelser for at raade Bod herpaa i begge Riger. Misfornøjelse derover.


Størrelsen af Kongens Indtægter i Norge paa denne Tid lader sig vel neppe engang tilnærmelsesviis bestemme, men det kan ikke skjønnes andet, end at de, hvis de kun ordentligt opkrævedes og indkom, vilde kunne have været meget betydelige. For det første var der de egentlige Skatter, nemlig Ledingen af Kyst-Landskaberne og Vis-Øren af Indlands-Districterne, saavelsom hvad der indkom fra Skatlandene. For det andet maatte Landskylden af det overordentligt store Krongods endnu udgjøre store Summer. For det tredie kan Sagefaldet, især de temmelig hyppige Confiscationer, ej have indbragt saa lidet, og endelig begyndte nu vel ogsaa Tolden at kaste noget af sig. Men vi have allerede i det foregaaende seet, at der med Hensyn til de kongelige Indtægter havde fundet mange Misligheder Sted. Under Hertugindens og Raadets korte Herredømme var ej alene hele den under Kong Haakon samlede Beholdning forødet, men ogsaa Gjeldsforpligtelser indgangne, som senere vist have maattet efterkommes. Endnu i Begyndelsen af Drottsetens Regjering synes det, som om Hertuginden har søgt paa

    blev Ridder, „Ivar Bonde“, ligesaa den føromtalte Helge Ivarssøn Last. (Samll. V. 152).

  1. See ovenf. IV. 2. S. 269 (Norg. gl. L. III. S. 21, 30). Bestemmelserne gjentages siden af Kong Haakon V. den yngre i hans Retterbot for Østerdalene.
  2. Hans Søn Aaste blev idetmindste Sysselmand, som man kan see af Brevene af 17de Jan. og 23de August 1354, D. N, I. 339. 341.