Aarhundrede Hospitaler var stiftede idetmindste i Bergen og Oslo, og mod hvilken man ogsaa ved andre Foranstaltninger søgte at sikkre sig, f. Ex. da Biskop Haakon i Bergen den 10de August 1339 afsatte Sira Bjarne, Prest til det nysnævnte Hvaal i Sogn, fordi han var bleven smittet af deraf, „saasom den hellige Kirkes Love hverken ville eller taale, at de Mend, der falde i den Sygdom, som man kalder Malate-Sott eller Liiktraa, skulle have Samvær med andre rene og friske Folk, baade formedelst den Ængstelse det medførte og den virkelige Fare for Smitte, og dette allermest gjelder, hvor det kommer an paa den største Reenhed, nemlig ved Gudstjenesten og andet presteligt Embede, paa det at man ikke af dens Hender skal faa Skræk, Væmmelse eller Ængstelse, fra hvilken man skulde vænte sig al Glæde til Liv og Sjæl“[1].
Af andre Ulykker, der i disse Tider overgik Landet eller nogen enkelt Deel deraf, nævnes en Ildebrand i Nidaroos 1343, der fortærede Michaelskirken og mange Gaarde[2], og en forfærdelig Oversvømmelse af Gaul-Elven i Throndhjem i September 1345. Denne Tildragelse beskrives udførligt saaledes: „Først blev Elven borte i nogle Dage, dernæst løb der et Skred saa stort, at det fyldte Dalen paa tvers og stemmede Elven op, saa at en Mængde Mennesker druknede, og Gaardene oversvømmedes, hvorved og alt Kvæget omkom. Siden brast Tilstopningen, og baade denne og Elven løb tilsammen udover, hvorved end flere Gaarde og Fæ bleve revne med. I Alt bortreves 48 Gaarde, hvoraf nogle Hovedbool, samt endeel Kirker. Man regnede ud, at henved halvtredie Hundrede Mennesker herved omkom, Bønder med Koner og Børn, nogle Prester, mange Klerker, en heel Deel gilde Folk og en Mængde Arbeidsmend; og af vejfarende Folk og Fattige tror man at ikke færre satte til end de nys optalte. Dette skete Korsmessedagen om Høsten (14de September). Man fandt noget af Liigene, men kun faa Mennesker bjergedes levende, thi Jorden og Vandet opslugte altsammen, baade Mennesker og Huse. Paa det Sted er der nu Sand- og Ødestrækninger, men i Førstningen var det Vande og Bløder, saa at Folk ej kunde komme frem“. Da det i en anden, noget kortere, Beretning herom siges, at Ulykken skete „ved Gaularosen“ i Throndhjem, maa det altsaa have været i den allernederste Deel af Gauldalen, nedenfor Medalhuus; nu findes der vel neppe flere Spor tilbage deraf, da i den lange Tid, som siden er hengaaet, nye Opdyrkninger maa have fundet Sted, og Sporene af den tidligere Ødelæggelse være bleven udslettede[3]. Ogsaa
