Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/405

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
387
1330–1345. Bygninger. Husenes Mængde.

utrolige Bugter og Kroge, fornemmelig over Højder, der laa udengjerdes og ej var bekvemme til Dyrkning, men desto lettere at gjøre farbare, end de lavere og sidere Strækninger, hvor man især i de Tider hyppigere mødte Myrstrækninger, og hvor desuden mange Elve eller Bekke, der paa højere Steder kunde vades over, eller idetmindste vare smale, trængte til store og kostbare Broer.

Med Hensyn til Maaden, hvorpaa Bønderne opførte og indrettede sine Huse, da lader det ej til, at man endnu i nogen væsentlig Grad afveeg fra, hvad der fra eldgamle Tider var Skik og Brug, undtagen maaskee hos de rigeste og fornemste Familier, der kjendte mere til de Forbedringer, som i andre Lande vare indførte, og nogenledes kunde efterligne dem. De største Forandringer af dette Slags maatte opstaa, eftersom Glasvinduer bleve mere og mere almindelige, og man derfor ikke for Lysningens Skyld var afhængig af Ljoren, men kunde indrette flere Værelser under eet eneste Tag. Men Glasvinduer hørte vistnok i denne Tid endnu til de meget kostbare Artikler, der sjelden eller aldrig anvendtes af Almuesmanden, ellers vilde man have seet Glas opført blandt de Varer, som de fremmede Kjøbmend sedvanligviis plejede at bringe til Landet. Men det nævnes slet ikke, og saaledes maa man formode, at det heller ikke plejede at komme paa Markedet i Norge, men at den Riigmand, der behøvede det til sit Huus, eller den Biskop, Kirkeforstander eller Menighed, der behøvede det til en Kirke, lod det fornødne Forraad deraf særskilt bestille i Udlandet. Forresten var Husebygningerne paa de fleste Gaarde endnu uforholdsmessigt talrige, endog i Byerne. Endnu ved Aarhundredets Slutning siges der, at Finnegaarden i Bergen indeholdt 75 „Huus“ og 8 Stuer[1]. Ved Skiftet, som 1314 fandt Sted mellem Arvingerne efter Brynjulf Jonssøn paa Hvaal i Sogn, blev endogsaa Bygningerne paa Gaarden deelte, og her omtales foruden Ildhuus, Lade med Skytje, Fjøs, Laave, Hestehuus, ogsaa Mykle-Stuen, Fruens Stue, Pigestuen (meyjarstofa), Vævestuen, Bukonestuen, Indrehuset, og Verkmandskleven, som om disse Stuer alle vare særskilte Bygninger[2]. Men Bygningsmaterialiet, Tømmer, var ogsaa forhaanden i saa stor Overflod, at man ej behøvede at spare. Dertil var den almindelige Sikkerhed saa stor, at man ej behøvede at befeste sine Gaarde og trænge sig sammen paa et lidet Rum. Dette havde imidlertid den Fordeel, at Sundheden bedre kunde bevares, ligesom der da heller ikke nævnes noget om Sygelighed i Landet, med Undtagelse af den paa Vestlandet herskende Spedalskhed, formedelst hvilken allerede i det foregaaende

  1. Dipl. Norv. I. 590. Det er af 1403, men de Huse, der stod i 1403, havde vel ogsaa staaet der i det sidste halve Aarhundrede.
  2. Dipl. Norv. VI.