meddelte, til de største Sjeldenheder, undtagen fra Jemteland, hvis afsondrede Beliggenhed paa Grændsen og løsere Forbindelse med de øvrige Dele af Riget formodentlig har gjort Indbyggerne mere hensynsløse og uregjerlige. Det er ikke uden Interesse, her i Korthed at gjennemgaa de vigtigste i dette Landskab forefaldne Begivenheder. Vi have allerede tidligere seet, at i Krigen 1308 og 1309 gjorde de Svenske et Indfald i Jemteland, hvilket dog ej synes at have haft videre Følger. Hr. Une Peterssøn var da Sysselmand[1]. Siden tales der ikke om nogen Fare for Erobring eller Frafald, men derimod var der idelige Stridigheder med Erkebiskoperne af Uppsala om det disse tilhørende Laxefiske i Ravund (Ragunda) paa Grændsen mod Helsingeland, hvilket Jemterne, som det synes, ej kunde lade være i Fred, men idelig forgreb sig paa, foregivende at Laxevirket hindrede Laxen fra at gaa op i Elven, saa at de ingen Fisk kunde faa. Erkebiskop Olaf klagede herover for Drottseten, da Kongen om Vaaren 1326 var kommen til Ljodhuus, og Drottseten overdrog da ved en kongelig Skrivelse, dateret Baagahuus d. 17de Juli 1336, den daværende Sysselmand Hr. Hallstein Thorleifssøn eller hans Ombudsmand og Lagmanden Arne at undersøge Sagen og skaffe Erkebiskopen Ret mod dem, der gjorde ham Fortred[2]. Dette synes ogsaa at være skeet, og Voldsmendene dømte til at bøde, men Erkebiskopen eftergav dem disse Bøder, formodentlig i Haab om at Mildhed bedst vilde berolige dem. Heri bedrog han sig dog, thi under hans Eftermand Peter begyndte det samme Uvæsen igjen, saaledes som vi ovenfor have berettet[3]. Erkestolen havde imidlertid erhvervet hele Fiskeriet, og Erkebiskop Peter havde oprettet et nyt Laxevirke, der formodentlig forekom Bønderne ovenfor altfor meget at udestænge Fisken, thi de brød det ned, uagtet Erkebiskopen havde udtaget kongeligt Vernebrev derpaa, til deres egen Skade, som de siden fik føle, da Erkebiskopen atter visiterede i 1341[4]. To Aar senere udstedte Kong Magnus fra Helsingborg et alvorligt Brev til Bønderne i Brekke Sogn, fordi de havde vovet at unddrage sig fra at betale den Told til det kongelige Capell i Sunde, som allerede Kong Sverre havde foreskrevet, og som kaldtes „Sundamaale“. Han bød dem nu „under deres Fred“ at betale denne Told
- ↑ S. o. IV. 2. S. 514.
- ↑ Dipl. N. IV. 168. Den her nævnte Hr. Hallstein var en af de gamle Herrer, fra Kong Haakons Tid, der allerede i 1303 anvendtes som overordentlig kongelig Ombudsmand i Thrøndelagen, hvor han synes at have haft hjemme. Dipl. N. III. 53, jvfr. ovf. IV. 2. S. 388.
- ↑ S. o. S. 326–327.
- ↑ See fremdeles ovenfor S. 327.
