Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/388

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
370
Magnus Erikssøn.

Mærdin, Hr. Ivars Ombudsmand, i Forening med den daværende Lagmand Thord Thorgilssøn, ligeledes om en Drabssag oppe fra Bøhered paa Grenland. Ifølge en med Hr. Ivars Lensmand Hallvard Thordsøn indgaaet Aftale indfandt saavel en af Drabsmændene, Thord Grjotgardssøn, som den Dræbtes Farbrødre Bjarne paa Strand og Anund sig paa Stevne for de nævnte Embedsmænd i Gestgaarden i Skien d. 8de Marts. Lensmanden førte her Vidner paa, at begge Parter, hvoriblandt og den anden Drabsmand, Tholf paa Eiken, havde vedtaget at fremmøde. Saaledes mødte da de tre ovennævnte Personer, men Tholf paa Eiken udeblev. Thord førte nu Vidner om, at Tholf paa Eiken noget før Pints Aaret forud, paa Engen ved Gaarden Maage, gav Olaf paa Strand med begge Hænder et Breedøxehug mellem Skuldrene, medens Thord gav ham et Hug i Foden, hvorfor Olaf sagde: „saart er mig det Hug, som Thord hugg mig i Foden; men jeg døer af det, som Tholf gav mig mellem Skuldrene“. Derpaa førtes andre Vidner paa, at Tholf den følgende Dag, som han og de roede paa Nornsjø og befandt sig udenfor Michelsberget, tog sin Øxe op, saa paa Eggen og sagde: „den er just ikke haard den Øxe, min Maag Olaf gav mig igaar; jeg hugg ham tvehændes eet Hugg mellem Skuldrene, men Øxen lagde sig og gleed af paa Brynjen; Gud give, at han dog nu var død“. Heraf seer man, at Tholf, uagtet han var besvogret med Olaf, dog maa have haft et uforsonligt Had til ham, ligesom og, at Kampen imellem dem ej kan have været noget almindeligt Overfald, men snarere var en aftalt Tvekamp, eller at Olaf idetmindste maa have været belavet paa et Angreb, siden han bar Brynje. Endnu saa sildigt som 1349 finde vi Ivar Agmundssøn i en skarp Skrivelse hævdende Ret og Orden mellem tvende Brødre, Aslak og Nerid, der nys havde nedsat sig i Ordalen i Bruggabergs Sogn. De havde været uenige om en Gaardpart, som Lagmanden havde tilkjendt Nerid; alligevel havde Aslak forholdt Nerid den, saaat denne maatte sende sin Søn til Hr. Ivar med Klage. Denne skrev strax, at Aslak ufortøvet skulde lade sin Broder nyde Ret, og at begge hans Ombudsmænd i Forening med andre Mænd skulde megle mellem dem; han slutter med de Ord: „det passer sig ingenlunde, at I to farer saaledes frem strax efter at I ere komne til Bruggabergs Sogn, og endydermere ere Brødre: og viid du ogsaa for vist, Aslak, at hvis du herefter findes gjenstridig i denne Sag, da skal du blive sagsøgt som gjenstridig, og alle de andre, som heri samtykke med dig“[1].

Fra de øvrige Egne af Norge høre slige Drabsbreve, som de nys

  1. Brev af 27de Marts i Dipl. N. II. 301.