Hopp til innhold

Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/372

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
354
Magnus Erikssøn.

endnu var Tilvirkningen, som sagt, vistnok heel ubetydelig, og den Malm, man anvendte, var neppe anden end Randen eller Myrmalmen. Heller ikke findes der Spor af, at man forstod at tilvirke andre Metaller end Jærnet, medens man i Sverige allerede tilvirkede Kobber i Dalarne ved det saakaldte Kobberberg, og Jærntilvirkningen, hvorvel af Myrmalm, heller ikke var ubetydelig.

Om de gængse Priser paa disse forskjellige Varer ved det Tidspunkt, vi her have for os, indeholde de os levnede Brevskaber og andre Optegnelser ingen udførlige og nøjagtige Oplysninger. Kun ved en eller anden Lejlighed erfares der noget om forskjellige Gjenstandes indbyrdes Bytteverdi og deres Forhold til Jordegodset. Det sees saaledes, at mellem Aarene 1330 og 1350 var den sedvanlige Priis paa Jordegods oppe paa Valdres 6 Køer eller 6 Køers Verdi for eet Maanedsmatsbool, hvorved man regnede en femaarig Hest lige med 6 Køer, og et saakaldet Hundred Jærn for lige med en Ko[1]. I Sogn og paa Vors var derimod den sedvanlige Priis endnu 4 a 5 Køer for hver Mmbool, og regnedes da 4 Saald (2 Skippund) Korn eller 3 Lauper Smør for lige med en Ko[2]. I søndre Gudbrandsdalen regnedes fem Køer lige med et Øresbool, altsaa 40 Kløer mod et Markebool; og her gik ligeledes et Hundrede Jærn for en Ko[3]. Nordligst i Gudbrandsdalen finde vi derimod kun halv saa meget eller 2 saakaldte Kyrlag (Ko-Verdier) at have været regnet mod et Øresbool[4]. Dette stemmer nogenledes med Priserne paa Vestkanten, forudsat, hvad der synes utvivlsomt, at 1 Markebool nu omtrent svarede til 9 Mmbool. Men det var og i sig selv rimeligt, at Jordegodset maatte have større Verdi nederst i Gudbrandsdalen, i de frugtbare Egne om Mjøsen, end højere til Fjelds. Nede paa Raumarike og sandsynligviis i Størstedelen af Østlandet regnedes omkring 1334 1 Mk.

    ned til Lærdalsøren. Ligeledes bestilte Biskop Haakon Jærn fra Throndhjem hos Chorsbroderen Arne Einarssøn (Samll. V. 110, 156). See ogsaa nedenfor Kong Haakons Retterbot til Østerdalene af 1358. Man regnede Jærn efter Hundreder, dette vil vel neppe sige hundrede Punds Vegt, men 120 saakaldte Osmunder eller tilvirkede Jærnklumper, om hvilke der ved Kong Magnus’s Privilegier for den vestre Bergslag i Nerike 1340 blev bestemt, at ethvert skulde veie 24 Pund og ikke sælges dyrere end en Penning. Naar eet Hundrede Jærn eller 120 Osmunder i Norge svarede til Prisen for en Ko, eller noget over to Ører brendt, altsaa 60 Penninger brendt eller 240 Penninger courant, da blev dette vel den dobbelte Priis mod i Sverige, men dette var og i sin Orden, da Forraadet og Tilvirkningen af Jærn i Sverige var saa meget større end i Norge.

  1. See herom især Dipl. Norv. II. 225, 251, 273, alle fra Valdres.
  2. Dipl. N, III. 175. I. 228.
  3. Dipl. N. II. 271.
  4. Dipl. N. V. 91.