Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/371

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
353
1330–1344. Salt- og Jærn-Tilvirkning.

Dette, i Forbindelse med den ringere Folkemængde, forklarer nogenledes, at der, idetmindste i enkelte Egne, kunde findes Korn til Udførsel. En Vare, der i sildigere Tider er bleven en af Norges ypperste Udførsels-Artikler, nemlig Trælasten, spillede i det 14de Aarhundrede endnu ingen betydelig Rolle og begyndte netop da at blive Gjenstand for Styrelsens Opmerksomhed. Det forbødes i 1302 at kjøbe Sparrer, Bord eller Rafter af andre end Kongsgaarden eller Raadmændene og Huusbønderne i Byen, og dette Forbud blev senere gjentaget[1]; heraf synes da at maatte følge, at Handel med Tømmer i Almindelighed var ganske fri. Dog nævnes det ikke blandt de indenlandske Udførselsvarer, som i 1316 blev belagte med Told, for at ikke altfor meget deraf skulde gaa ud af Landet: et Tegn paa den Overflod, man havde deraf. Denne Rigdom paa Tømmer og Ved kan og skjønnes deraf, at Salt, til hvis Tilvirkning meget Brendefang var nødvendigt, udgjorde en vigtig Udførsels-Artikel fra Norge; man seer ogsaa i Loven Saltkogeri omtalt som meget sedvanligt, og af paalidelige Optegnelser erfares der, at man havde Saltkogerier endog paa Steder, hvor Vandet var næsten brakt[2], hvilket viser, at der ej spurtes efter, hvor meget Ved der gik i Løbet. Man finder heller ikke Jærn nævnt blandt Udførsels-Artiklerne, formodentlig fordi der endnu ej tilvirkedes mere i Landet, end man forbrugte. Thi at det tilvirkedes, navnligt i Østerdalen, derom er der ingen Tvivl; der tales udtrykkeligt om thrøndsk, om valdresk Jærn, og det anvendtes endog især paa Tilvirkningsstederne som Betalingsmiddel. Der skjelnes endvidere mellem Støbejærn i Klumper (Lurksjærn) og Smedejærn (teint Jern)[3]. Men

    ligviis Fisk istedet; dette er heller ej ualmindeligt paa Island, hvor Kornforbruget er yderst ubetydeligt i Forhold til hvad det er i andre Lande. Debess fortæller og om Færeboernes Levemaade paa hans Tid, at de ikke brugte Brød, og formodentlig er det saa endnu. Hvad Hvedemelets Forbrug hos de fornemme Nordmænd angaar, da have vi allerede seet det og ville fremdeles see det oftere anført under Navn af flúr (eng. flour) som en af de fornemste Indførselsartikler. Den forekommer og i Regulativet for Kostholdet ved Biskopsvisitatserne i Nordre Bergen (hvorom mere nedenfor) som et Hovedreqvisit.

  1. See Norges gl. Love III. S. 135 og sammesteds i Kong Haakon den Yngres Anordning S. 204.
  2. See Biskop Eysteins Jordebog over Kirkegodset i Oslo Diøces, fol. 30, hvor der endnu ved 1401 omtales Saltkogeriet (Saltketilssetr) ved Rambek i Skoven ved Grjotvik (nu Grøtviken) inde i Frierfjorden, hvis Vand her er meget brakt.
  3. See de gamle norske Love III. S. 14, hvor der udtrykkeligt tales om valdreskt, thrøndskt teint Jærn. I Biskop Haakons Breve (Samll. V. S. 132) tales om lurksjárn (Klumpejærn) og teint járn; han bestillede saadant af Biskop Erik af Stavanger, og ønskede helst at kunne modtage det strax af hans Svenne, der kom fra Sogn; dette var aabenbart valdresk Jærn, som Biskop Erik netop havde ladet hente fra Valdres, der hørte til hans District, og ladet bringe