eller Norge, maa man formode, at der har foresvævet ham eller rettere hans Cantsler en uklar Forestilling om Kongens Moder, Hertuginde Ingeborg, og hendes Cousine af samme Navn. Hvorledes det ikke lykkedes Kongen af den samvittighedsfulde Benedict XII at faa officiel Bekræftelse paa sin Erhvervelse af Skaane, er allerede viist, skjønt Erhvervelsen eller Landskabets Forening med Sverige forøvrigt i Gjerningen erkjendtes[1]. Men efter Benedict, der døde 25de April 1342, fremstod (7de Mai) den mindre nøjeregnende, verdenskloge Clemens den 6te (egentlig Peter Roger, Erkebiskop af Rouen, siden Cardinalpresbyter til St. Nereus og Achilleus): han var, som vi i det følgende ville see, mere rede til at imødekomme Kongens Ønsker i dette Stykke end Formanden, og han viste ham overhoved ligefra sin Ophøjelse af megen Yndest, hvilken rigtignok ogsaa Magnus ærligt fortjente ved sin – efter de Tiders Begreber – udmerkede kirkelige Iver. Vi finde saaledes, at Paven allerede strax Aaret efter sin Ophøielse, da Biskop Peter i Linkøping, som havde været ved Curien, skulde drage hjem, medgav denne flere Breve, daterede 24de Juli 1343, nemlig et, hvorved han bevilgede Indulgenser for Kongens Capel i Stockholm Slot[2], og paa Kong Magnus’s og Dronning Blanches Ansøgning fastsatte hundrede Dages Pønitens-Aflad for alle dem, der indfandt sig ved Gudstjeneste og Prediken i deres Nærværelse[3], et andet, hvorved han, som det allerede ovenfor er berettet, bekræftede Kongens Stiftelse af Predikerklostret i Stockholm, og et tredie, indeholdende faderlige Formaninger til altid at have Gud for Øje, altid at overholde Ret og Retfærdighed, hindre Vold og Uret, og fremfor Alt at hedte Kirker og Geistlige og beskytte dem mod Overlast. Paven yttrede ogsaa, at der tidligere ved Curien havde været nogen Indsigelse mod de af Kongen brugte Indsegl (formodentlig fordi man ej kunde begribe, hvorfor Kongen brugte to forskjellige Segl, et for Sverige og et for Norge), men at Paven selv var fuldkommen underrettet om Sammenhængen og fandt alt i sin Orden[4]. Kongen synes især med stor Iver at have omfattet den svenske Nationalhelgen St. Eriks Minde. Blandt de Helgener, paa hvis Dage hiin Indulgens til Bedste for Kongens Capel i Stockholm fastsattes, nævnes næstefter Jomfru Maria og Johannes den Døber allerførst St. Erik, derpaa St. Olaf; og i Mariekirken i Oslo, der nu vel kunde betragtes som Kongens fornemste Capel i Norge, paabød han fra Kalmar den 18de Januar 1343 udtrykkeligt Høitideligholdelsen af St. Eriks-Dagen, den 18de Mai, som
